Fynsk rygeost

Den fynske rygeost – et stykke Danmarkshistorie

En fodboldskole trak os til Fyn for nogle uger siden, og til min store glæde boede vi ganske tæt på Gundestrup Mejeri, som blandt andet laver rygeost. Så mens nogle trak i fodboldstøvlerne (ikke mig), begav andre sig på mejeribesøg (mig!).

Gundestrup Mejeri

Gundestrup Mejeri har været andelsmejeri fra 1888 til 1983, hvor det kom på private hænder. I 2007 købte Jørgen Hoff mejeriet – med det primære formål at lave øl. Meeen han var gammel mejerist – så ostene blev ikke helt lagt på hylden alligevel. I dag laver mejeriet både rygeost og faste oste samt øl, som brygges med vallen, der bliver til overs fra osteproduktionen. På væggene i mejeriets lille butik bevidner adskillige diplomer, at også andre har anerkendt den gode smag i de sydfynske oste.

OSTE MED RØG
Gennem tiderne har man mange steder røget ost, nok mest for at kunne forlænge holdbarheden. På Fyn blev det en tradition at ryge den friske rygeost.

Mejeristien Jesper

Ostene lægges på nogle riste og ryges i 10-15 sekunder. Røgen rammer kun overfladen og trænger ind gennem ostens vandkanaler. Derved kommer der røg og smag i hele osten – og flotte brune striber på overfladen. Osten ryges med havrehalm, som ikke gør osten så bitter som andre typer halm, fortæller Jesper, der har lavet ost på Gundestrup Mejeri siden den nye start i 2007.

Rygeost

Gundestrups rygeost sælges både i Lidl og kan smages på restauranter som Noma (sikkert i en eller anden avanceret form 🙂 )

ET STYKKE DANMARKSHISTORIE
Rygeost er faktisk den eneste ost, som man ved stammer fra Danmark (Fyn). Derfor er der også en reel mulighed for at opnå en kvalitetsbeskyttelse, der blandt andet sikrer, at rygeost kun må fremstilles på Fyn. Det er et projekt, som flere af rygeost-mejerierne har arbejdet på sammen, men det ser ud til at være sat lidt i bero igen – ifølge medierne her og her.

Fynsk rygeost

På Gundestrup Mejeri har de også arbejdet på at genoplive gamle danske oste. Her ligger nogle Fynbo-oste og lagrer.

Svenbo

Fynsk rygeost

”En god rygeost skal kunne skæres som en leverpostej”, mener man på Gundestrup. Men ellers er friskosten blød med en yderst delikat og behagelig smag af røg.

Nyd den på rugbrød med purløg, radiser og evt. tomat.

Fynsk rygeost

Du kan også lave dressinger med rygeost. Rør osten op med yoghurt (eller hvorfor ikke ricotta?! 🙂 ) og tilsæt evt. lidt hakkede krydderurter. Det giver en dressing med en fin røget smag.

Vi købte naturligvis også lidt af mejeristens bryg med hjem – og det var også et bekendtskab værd:Gundestrup Bryg

Adressen er:
Gundestrup Mejeri- og Bryghus
Åbyvej 49
5762 Vester Skerninge

8 kommentarer

  1. Pingback: Coleslaw med røg - Ostesnak

  2. Er bare VILD med rygeost.
    Både som den er, men også som du skriver i dressinger, eller som en rygeost salat rørt op med creme fraiche og smagt til med forårsgrønt.

    – Anede ikke de lavede øl også, og er da blevet mega nysgerrig på at smage dem! Kan de mon købes i København? Eller udenfor mejeriet?

    Hilsen La Cucina NADA, som også havde undgået fodboldkampen 😉

    • Hej Nada,
      Jeg skal gerne høre, hvor mejeristens bryg sælges ud over på mejeriet. Vender lige tilbage.

      Og så skal jeg da også prøve en rygeostsalat!

    • Hej Nada,
      Du kan finde Gundestrups bryg på udvalgte restauranter, vinhandlere eller specialforretninger. Hvis du vil have nogle konkrete navne på forhandlere, kan du ringe til mejeriet på 6224 2760.
      Mange hilsner Camilla

  3. Gundestrup laver skønne, skønne rygeoste. Jeg vidste ikke, at de sælges i Lidl – så må jeg da lige forbi 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Obligatoriske felter er markeret med *

*