Egentlig kan jeg godt lide det simple og enkle. Få gode ingredienser og måske ikke så meget mere.

Men engang imellem må det godt være både ekstravagant og ‘overloadet’ – som i denne ricottais med både lakrids og flødebolle.

Ricotta – en god is-basisopskrift

Jeg er ret vild med ricottais. Og med en ricottaisbase kan du tilsætte alverdens ingredienser og lave lige den is, du vil.

Isen bliver allerbedst, hvis den laves ca. tre timer, før den skal serveres (alternativt skal den tø op i længere tid end andre is).

Her er opskriften på basisopskriften.

Ricottais – basisopskrift
INGREDIENSER (4 personer):

250 g ricotta
1 dl sukker
2,5 dl piskefløde

SÅDAN GØR DU:

Rør ricotta med sukker i en skål.

Pisk flødeskum i en anden skål.

Tilsæt smagsgivende ingredienser til ricottacremen (smag til med evt. ekstra sukker) og vend forsigtigt flødeskum i.

Kom i beholder og sæt i fryseren. Nyd optimalt efter tre timer.

Ricottais med lakrids

Ricottais + lakrids + flødebolle = lykke

I foråret var jeg til Lakridsfestival. Her smagte jeg lakrids i mange varianter og lærte om (lakrids-)roden til alt godt. Her blev også afholdt The Liquorice Taste Award, og vinderen var en flødebolleis med lakrids lavet som et samarbejde mellem Spangsberg Flødeboller og Ismejeriet Thy.

Idéen satte sig fast, og jeg fik lyst til at prøve det selv – med min ricottais som base.

Jeg udsatte efterfølgende flere gæster for isen, og ud fra deres reaktion måtte opskriften på bloggen. Så her er den.

Ricottais med lakrids og flødebolle
INGREDIENSER (4 personer):

250 g ricotta
1 dl sukker
3 tsk lakridsgranulat
2,5 dl piskefløde
3 flødeboller, gerne med lakridssmag

SÅDAN GØR DU:

Rør ricotta med sukker og lakridsgranulat i en skål. Pisk flødeskum i en anden skål.

Vend forsigtigt flødeskum i ricottablandingen og kom i en beholder.

Del flødebollerne i mindre stykker og tryk dem forsigtigt ned i ismassen.

Sæt isen i fryseren.

Tip: Nyd isen efter tre timer på frost, så er den allerbedst. Er isen derimod gennemfrossen, har den brug for ekstra tid til at tø op.

Ricottais med lakrids

Andre ricottais? Prøv fx med mandler og hakket chokolade eller med balsamico-bagte jordbær

Guide til dit næste ostebord?

Få en køreplan til dit næste ostebord! (og modtag en ostemail i ny og næ direkte i din indbakke).

Skriv en kommentar