Reklame @Mejeriforeningen
Gourmetprisen 2025 er netop uddelt.
Gourmetprisen er dansk mejeribrugs svar på Oscar-uddelingen, og her hyldes danske mejeriprodukter ud fra deres gastronomiske værdi. Dommerne kigger bl.a. efter smag, originalitet og x-faktor.
Når mejerierne sender produkter ind til Gourmetprisen kigger de dybt i modningslagrene og disker op med det ypperste, de har. Og derfor er Gourmetprisen rigtig spændende for alle, der er vilde med ost – for vi får et øjebliksbillede af dansk mejerihåndværk. Her ser vi de kreative, vilde og modige idéer side om side med det gedigne håndværk udmøntet i afbalancerede og velsmagende oste, der bare holder. Igen og igen.
I år var ingen undtagelse, og feltet var superskarpt. 71 produkter i alt stillede op i fem kategorier:
- Konsummælksprodukter (fx mælk, creme fraiche, yoghurt, hytteost og lignende)
- Smør og blandingsprodukter
- Bløde oste (fx skimmelost)
- Hårde oste (fx gul ost)
- Is og desserter

Foto: Chris Tonnesen for Mejeriforeningen
Ny dommertrio
I år bestod dommerpanelet af to michelinkokke og en madkendis:
- Brian Mark Hansen, køkkenchef på Søllerød Kro og vinder af Bocuse d’Or 2023. Søllerød Kro har siden 2007 haft en Michelin-stjerne
- Eric Vildgaard, køkkenchef hos og medejer af Restaurant Jordnær i Gentofte, som fra åbningsåret 2017 opnåede en Michelin-stjerne og i dag har hele tre stjerner
- Timm Vladimir, skuespiller, tv-vært og indehaver af madskolen Timm Vladimirs Køkken, som blev til, efter han vandt tv-dysten Masterchef i 2011

Foto: Chris Tonnesen for Mejeriforeningen
Kategorien af hårde oste: Fyrtårnet lyser op
I kategorien ‘hård ost’ stillede 20 oste fra 11 mejerier op, og der må være noget om snakken, for vinderosten har faktisk stået på podiet før. Fyrtårnsost fra Thise er en Vesterhavsost, der er lagret længere tid, nemlig et år.
Dommerne roste ostens frugtighed og dybe ristede noter af nødder og karamel.
De to andre finalister var Gedegouda med bukkehornsfrø fra Nørgaards Gedemejeri og Henrykt fra Mammen Mejerierne.

Gedeost med bukkehorn, Fyrtårnsost og Henrykt var de tre finalister i kategorien ‘hård ost’.
Kategorien af bløde oste har ‘feltets bedste ost’
I kategorien ‘bløde oste’ stillede 22 oste fra ni mejerier op. Dommerne blev begejstret over en særlig osts smukke grålige udseende, ‘vanvittige’ konsistens og smag, og Sølvræv fra Arla Unika løb med vindertitlen. Sølvræv er tilsat 7% fåremælk og lagret i længere tid end mange andre blåskimmeloste.
Finalisterne var Arla Unikas Hvide Dame og Bornholm Andelsmejeris nyhed Figen (danablu lagret i bornholmsk figensnaps og pakket ind i syltede bornholmske figenblade!).

Hvide Dame, Sølvræv og Figen var finalisterne i kategorien ‘bløde oste’.
Spændende og ‘modige’ fåre- og gedemælksprodukter
Årets indsendte produkter viste også en bredere alsidighed i mælketyper.
‘Modigt’ sagde dommerne, der hyldede innovationen baseret på fåre- og gedemælk. Fire mejerier havde leget med andre mælketyper: Hårbølle (nu Naturmælk), Nørgaards Gedemejeri, Pøtgaard – Fåreost Gårdmejeri samt Arla Unika (Gjesinge).
I kategorien ‘konsummælksprodukter’ var top tre alle produkter på fåre- eller gedemælk. Vinderen var Syrnet Fåremælksfløde fra Hårbølle Mejeri, og de to finalister var Fåremælksfløde fra Hårbølle Mejeri og Gedeyoghurt fra Nørgaards Gedemejeri.
Foto: Chris Tonnesen for Mejeriforeningen
Nordjysk dobbeltvinder i de andre kategorier
Smilene har uden tvivl været større i Aabybro, for de løb med hele to vinderpladser i de sidste kategorier: ‘Smør og blandingsprodukter’ samt ‘is og desserter’.
Her blev resultaterne:
Smør og blandingsprodukter
Vinder: Gammeldags kærnet smør med Læsø sydesalt fra Aabybro Mejeri
Finalister: Gourmetsmør med Sydesalt fra Lindved Mejeri og Arla Unika Saltet smør fra Arla Holstebro Mejeri
Is og desserter
Vinder: Dansk flødeis med pistacie fra Aabybro Mejeri
Finalister: Cacao Upcycled fra Hansens Is og Jordbærsmil fra Hansens Flødeis

Her kan du se alle vinderprodukter

Hårde oste
Vinderen er Fyrtårnsost fra Thise Mejeri

Bløde oste
Vinderen er Sølvræv fra Arla Unika

Konsummælksprodukter
Vinderen er Syrnet Fårenælksfløde fra Hårbølle Mejeri

Smør og blandingsprodukter
Vinderen er Gammeldags kærnet smør med Læsø sydesalt fra Aabybro Mejeri

Is og desserter
Vinderen er Flødeis med pistacie fra Aabybro Mejeri
Foto: Chris Tonnesen for Mejeriforeningen
Smag på en vinder
Spotlightet er slukket, og den røde ruller pakket væk – i overført betydning, for dette er ikke en Oscar-uddeling. Det er derimod mejerister, der hver dag gør sig umage for at modne ostekorn til ostemagi, der glæder os alle.
Måske har du lyst til at smage med?
De to vinderoste (og finalister) kan findes hos de fleste ostehandlere, og Fyrtårnsosten findes hos Coop under navnet Ekstra modnet Vesterhavsost. Kan du ikke lige finde osten, hvor du plejer at købe ost, så brug anledningen til at smage en (dansk) ost, du aldrig har hørt om før. Måske lavet på gedemælk? Eller…? Tænk, hvis du finder en ny ostefavorit!?
PS. Personligt glæder jeg mig til næste uge, hvor jeg holder ostesmagning (udsolgt) i København, og hvor vi skal smage både vinderoste og finalister.













[…] af Gourmetprisen 2025 indenfor kategorien af hårde oste var Fyrtårnsost fra Thise. En Vesterhavost lagret i et års […]