Man skal ikke være lang tid i Alperne, før det står helt klart, at ost er vigtigt her. Man ser det på udvalget af lokaloste, skilte til det nærmeste gårdmejeriudsalg, og man ser det på restauranternes menukort.
Det er her fra området, at vi blandt andet kender raclette, fondue og tartiflette. Der er faktisk to opskrifter på tartiflette her på bloggen: Min egen og gæsteblogger Marie Melchiors.
Mont d’Or kommer også fra regionen (omend fra Jurabjergene, som er forbjerge til Alperne), og her på bloggen er der hele tre opskrifter med variationer af Mont d’Or i ovn: Med lidt hvidvin, med timian og hvidløg og med ‘honey beer mustard‘.
Og endelig er der Berthoud, som også er en egnsret med varm smeltet Abondance-ost, krydderier og hvidvin.
Jeg har fundet en anden ret, som også skulle afprøves. Den stammer dog ikke liiige fra Alperne, men fra Auvergne, som ligger i hjertet af Frankrig. Efter sigende blev retten serveret for de trætte pilgrimme, der vandrede ad Camino’en mod Santiago de Compostela i Nordspanien. Det giver god mening, for sådan en ret giver kræfter – måske kræver den dog en lille siesta først. 🙂 Min udgave er inspireret af en opskrift af Brødrene Price.
ALIGOT
Ingredienser (6-8 personer):
1 kg kartofler
2 dl mælk
4 store spsk creme fraiche
4 fed hvidløg
revet muskatnød
salt og peber
500 g tomme de savoie
Vask kartoflerne, kog dem møre og pil dem (eller skræl dem fra starten). Purér kartoflerne og rør mælk og creme fraiche i. Smag til med knust hvidløg, muskat og salt og peber (osten er også salt, så vær tilbageholden med saltet).
Riv osten. Sæt gryden over ganske svag varme, så mosen holdes varm, men den må ikke koge. Rør osten i mosen lidt efter lidt og bliv ved med at røre i 10-15 minutter, indtil osten er smeltet og arbejdet helt ind i mosen, der er blevet næsten elastisk. Servér med det samme til lidt charcuteri, en god, ristet pølse eller en grillet svinekotelet. Husk også en sprød, grøn salat, du vil blive glad for lidt frisk modspil 🙂