Det fascinerer mig til stadighed, at man ved at granske hylderne i et supermarked hurtigt kan aflure landets madvaner og kultur. Er rejsen gået til Norditalien – NORD for Po-floden, ja, så er du havnet i grana padano-land. Og her fandt jeg på min sidste rejse to sjove eksempler.
Grana padano minder jo på mange måder om parmigiano reggiano (den ‘ægte’ parmesan – og den kan du bl.a. læse om her). Begge oste blev fremstillet af munke på middelalderens klostre, begge oste laves på stort set samme måde (og uforandret gennem tiden), og begge oste bliver banket på af en inspektørs lille hammer for at tjekke kvaliteten. OG begge egnsoste bærer EUs kvalitetsstempel, som i Italien hedder DOP. Men granaen lagrer som regel lidt kortere tid og er lidt mildere i smagen. Der er heller ikke de helt samme skrappe krav til køernes foder, som for parmesanens vedkommende skal være 100% naturlige, altså hø og græs og ingen ensilage. Det tager grana padano-køerne lidt lettere på.
I et supermarked udenfor Milano faldt jeg blandt andet over disse små knasende chips, som på deres hjemmeside præsenteres som en innovativ produktudvikling, der tog fusen på et traditionelt marked, hvor alle troede, at intet nyt var muligt.
Ud af posen triller små knasende snacks med stor ostesmag…
Et andet sted faldt jeg over dette smarte engangsrivejern – inkl. grana padano.
Tag den ud af køleskabet, riv det du skal, på med låget og sæt den tilbage i køleskabet til næste gang. Smart og enkelt!
Så jo, disse to eksempler vidner om grana padanos betydning i denne region.
Er du stødt på nogle sjove og interessante eksempler fra dine rejser?
