Gedeost ved Verdens Ende

‘Der ligger altid en osteoplevelse og venter rundt om hjørnet’, og det gjorde der også, da vi i sommerferien fik et par dage ved Verdens Ende, nærmere betegnet Sagres i det sydvestlige hjørne af Portugal.

Med blæst i håret (for det blæste uafbrudt), behagelig temperatur pga. havet på alle sider samt dramatiske klipper mødte vi Roberto Luz’ skønne friske gedeoste.

På gastropubben Agua Salgada serverede de den lokale gedeost med lidt olie og urter på og med godt surdejsbrød til.

Og så kom vi på sporet af Roberto.

Robertos bedsteforældre havde geder og lavede gedeost til familien. Naboerne kunne også lide osten, og lidt efter lidt begyndte de at lave mere ost, som de solgte lokalt. Som barn elskede Roberto at passe gederne og være med, når hans bedstemor lavede ost. I dag har han overtaget det lille mejeri – og ikke mindst passionen for geder og gedeost.

Alle disse elementer er smukt forenet i osteriets navn og etiket.

Geden på etiketten fortæller naturligvis, at der er tale om en gedeost. Manden til højre er Robertos bedstefar. Fyrtårnet i baggrunden er det lokale vartegn, der knytter osten til Sagres. Og navnet Avó Deolinda betyder Bedstemor Deolinda. Begge hans bedsteforældre lever stadig i dag.

Som traditionen er i Portugal, bruger Roberto osteløbe udvundet af tidsler til sine oste.

I slutningen af maj/starten af juni lyser de lilla tidselsblomster op overalt. Forsigtigt plukker Roberto blomsterne, som tørrer i skyggen i et par dage. De tørre blade kan gemmes, og når han skal bruge osteløben, lægger han bladene i vand natten over, og filtrerer væsken, som nu er klar til at få mælken til at koagulere.

De seneste år har Portugal – som i resten af Sydeuropa – været udsat for tørke. Det har betydet, at tidslerne ikke har været af samme kvalitet, og derfor er han i øjeblikket nødt til at købe osteløbe udvundet af tidsler.

Tidselblomsterne indeholder et enzym, der i stil med animalsk osteløbe koagulerer mælken og nedbryder proteinerne. Man mener, at man i Portugal og Spanien har lavet ost på denne måde siden før vores tidsregning.

Løbe fra tidsler fungerer bedst med gede- og fåremælk, og ofte er ostene ikke lagret så længe. Ostene er typisk bløde og delikate, og det er Robertos friske gedeoste også (også når de er lagret nogle dage).

Som andre friskoste er Robertos friske gedeoste delikate og milde i smagen. Man fornemmer lige undertonen af den karakteristiske smag af gedeost, som også har et let strejf af citrus over sig.

Med den milde smag egner denne (og lignende gedeoste) sig bl.a. til salater. Vi lavede en salat med kikærter, linser, sød kartofler, rødbeder og grøn peber. Gedeosten fik lidt god olivenolie og salt og peber på. Og sådan kan den også spises – med lidt brød til.

Træerne vokser ikke ind i himmelen, heller ikke ved Verdens Ende.

Med stigende priser på foder, der bliver mere og mere nødvendigt på grund af de seneste års tørke, er det ikke altid let at være en lille ostemager med 70 geder. Roberto kan imidlertid ikke lade være, og han er fast besluttet på at føre familiens arv videre. De lokale restauranter aftager stort set alle hans gedeoste, og nu har han besluttet at åbne sin egen butik ved det lokale marked i Sagres.

Kommer du forbi Verdens Ende på din næste ferie, så tag endelig forbi og køb nogle af Robertos Avó Deolinda gedeoste!