Annonce for Them Mejeri.
I disse år er vi vidner til mange nye spændende danske oste. En af mine nye og kære bekendskaber er Tollund, som er en videreudvikling af vores klassiske danbo. Osten er lagret med kørvel og salvie på overfladen, og det bidrager med et krydret islæt til den salte og kitmodnede ost.
Opkaldt efter Tollundmanden
Lyder navnet lidt bekendt? Ja, hvis du tænker på Tollundmanden, som er et velbevaret mosefund fra jernalderen. Han blev fundet i 1950 og er måske verdens bedst bevarede mosefund. I hvert tilfælde var han så velbevaret, at dem, der fandt ham, ringede til politiet og fortalte, at de havde fundet et lig. Det var nu Silkeborg Museum og Nationalmuseet, der tog affære i stedet.
En inspirerende gåtur
Og koblingen til osten, spørger du? Osten er vel ikke fra jernalderen eller gravet ned i en mose? Nej, det er den ikke, men inspiration opstår på mest forunderlig vis nogle gange.
Them Mejeri ligger syd for Silkeborg, og Tollundmanden blev fundet tæt ved Bøllingsø vest for Silkeborg. Her vandrede ostemester og udviklingschef Bjarne Futtrup Andersen en søndagstur med sin familie i den smukke natur. Turen blev lidt længere end de havde planlagt, og pludselig begyndte Bjarne at lægge mærke til de vildt voksende urter langs stien. Tæt ved bor en af Them Mejeris andelshavere, der leverer mælk til mejeriet – og langsomt tog en ny ost form i Bjarnes hoved.
Danbo med et twist
Det er ikke til at se, at denne flotte og anderledes ost er født som en danbo. Faktisk er grundopskriften en gammel opskrift, som Bjarne har bevaret lige siden dengang han lærte at lave ost – dog justeret undervejs i forhold til tidens tand.
Osten får en omgang havsalt, kørvel og salvie på overfladen og pakkes ind i osteklæde under modningen.
[…] Læs også om den spændende Tollundost fra Them her […]