For nogle måneder siden var jeg på en forlænget weekend i London. Jeg nåede naturligvis langt fra alt det, jeg havde ønsket mig – så derfor er dette indlæg kun starten på en guide til osteoplevelser i London. Mit håb er, at jeg senere kan udbygge den 🙂
NEAL’S YARD DAIRY
Neal’s Yard Dairy er en flot osteforretning, der primært sælger engelske og irske oste af råmælk, fremstillet på gårdmejerier. Her finder man et bredt udvalg af de klassiske engelske egnsoste. Men det er mere end blot en ostebutik, for her samarbejder de tæt med de omkring 40 forskellige leverandører, som ostene kommer fra. Neal’s Yard Dairy lagrer ostene og modner dem til perfektion.
Den første butik åbnede i Covent Garden i 1979, og her kiggede vi forbi.
Uden for butikken blev vi budt velkommen med en smagsprøve på Caerphilly, en fast ost fra Wales lavet på upasteuriseret komælk.
Indenfor i det aflange rum var der tæt pakket af folk, mens rustikke oste med flot naturskorpe pyntede og fangede opmærksomheden. Kunderne fik en historie med på vejen, og flere gange blev der grinet højt.
De mest solgte oste er Blue Stilton og en farmhouse cheddar på råmælk.
Besøg butikken her:
Covent Garden Shop
17 Shorts Gardens
London WC2H 9AT
Neal’s Yard Dairy har to butikker mere i London. Læs om dem og om virksomheden bag på deres hjemmeside.
PAXTON & WHITFIELD
På min liste til næste besøg i London står Paxton & Whitfield. Med rødder tilbage til 1700-tallet og en af de første til at udbrede kendskabet til Stilton i London. Jeg vil besøge den oprindelige butik lige ved St. James Kirke, ikke så langt fra Picadilly Circus.
93 Jermyn Street
London SW1Y 6JE
Læs mere på deres hjemmeside.
MONS
Mons, som modner og sælger oste fra Frankrig og Schweiz, har også slået sig ned i London på forskellige markeder, bl.a. Borough Market. De er også på min liste til næste gang. (Samt de andre ostestader på fx Borough Market).
Find mere info/adresser på deres hjemmeside – og læs også om Mons’ besøg i Danmark.
Og før min næste rejse til London, vil jeg også tjekke The Londonist’ guide til osteelskere ud. Her er endnu flere butikker, spiseoplevelser med ost samt ostekurser. En forlænget weekend er vist langt fra nok…
Har du gode erfaringer og tips til oplevelser med ost i London, så skriv endelig en kommentar!