Salat til farten

Ost på farten

‘Hvad skal du ha’ på?’, spørger Madbloggerudfordringen og ostekulturkampagnen Ost & Ko. De svarer med det samme: ‘Du skal ha’ fart på!’

Under temaet ‘Ost på farten’ har de inviteret madbloggere til at give deres bud på et måltid, der kan indtages mellem A og B – og som naturligvis indeholder ost. En af ostene skal være esrom. (Hvis du ikke lige har styr på den, så kan du læse mit blogindlæg om esrom her).

Ostesnak foreslår, at du tager salat og esrom-muffins med på farten – her får du opskrifterne.

Salat til farten

 

Salat til farten

Ingredienser (1 glas):
3 spsk hummus
2 store buketter broccoli, skåret i tynde skiver
3 spsk kogt perlespelt
salt
1 lille rødbede, revet
ricotta rørt og smagt til med lidt salt og olivenolie
granatæblekerner
rucola
parmigiano reggiano, i flager

Byg glassets flotte lag op ved at lægge hummus i bunden, broccoli ovenpå og herefter perlespelt, som du drysser med lidt salt. Fortsæt med et lag revet rødbede og dernæst ricotta, som er smagt til med salt og olivenolie. Læg et lag med granatæblekerner og top med rucola. Lav flager af parmigiano reggiano og kom dem på toppen.

 

Muffins med esrom

Esrom-muffins

INGREDIENSER (15 muffins):
4 æg
250 g ricotta
1 porre, skåret i fine skiver
500 g kartofler, groftrevet og knuget fri for vand
4 spsk hvedemel
1 tsk bagepulver
lidt salt (ikke for meget, da osten også er salt)
peber
revet muskatnød
100 g esrom, revet
en lille håndfuld mandler, grofthakket

Rør æg og ricotta sammen i en skål. Kom porre og kartoffel i. Drys hvedemel, bagepulver, salt, peber og muskatnød i og rør godt. Kom ost i og vend forsigtigt rundt. Fordel i muffinsforme og drys med mandler.

Bag ved 180 grader i ca. 35 minutter.

TIP:
Hvis du skal nyde disse muffins indenfor hjemmets fire vægge, kan du også lave dem i smurte ovnfaste skåle eller ramakiner og tilføje et skvæt piskefløde til hver.

 

Salat til farten

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Obligatoriske felter er markeret med *

*