I dag behøver århusianerne ikke længere nysgerrigt at trykke næsen flad mod ruderne, for nu åbner Arla Unikas butik i Klostergade, midt i Århus’ latinerkvarter. Butikken bød indenfor i går aftes til en smagsprøve forud for åbningen.
Den røde løber, der modtog gæsterne, var helt i ostens tegn smurt på små kiks. Rød Løber er en Unika-rødkitost med god smag, her præsenteret af John Gynther, gastronomisk ansvar for Unika-serien.
Butikken sælger naturligvis Unika-ostene, men det er ikke blot en ostebutik. Det handler nemlig om gastrofællesskaber og produktvenner, så derfor er der også andre varer på hylderne. Det kan være frugtvine fra Cold Hand Winery, kaffebønner fra Coffee Collective eller pølser fra Johns Hot Dog Deli.
I går aftes var der sat fire stationer op i butikkens lokale og i de to baglokaler, der vil blive brugt til workshops. Hver station bød på en smagsoplevelse med ost og en komplementær ‘ven’. Her under er det rødkit- og hvidskimmelosten Gnalling, hvis umamismag blev godt balanceret af en frisk, perlende og let syrlig Berliner weisse.
John (Johns Hot Dog Deli) stod klar med varme pølser tilsat 10% havgus. Krydrede og smagfulde. Gode i hotdogs.
Blåskimmelosten Høgelundgård er salt, fedme og umami på samme tid, og osten får fin kontrast af æblevinen, som primært er lavet på Ingrid Marie æbler. For her er syre, sødme og alkohol.
Ost og kaffe klingede før i går ikke helt i mine ører, men det var en spændende kombination. Den lagrede Havgus blev komplementeret af en kenyansk kaffe med lidt syrlige og frugtagtige noter. Og osten fik en helt anden smag sammen med den varme kaffe. Hvis du vil prøve det selv, så vælg en frugtagtig kaffe fra Østafrika fx Kenya og smag sammen med en god lagret ost.
Butikkens personale er ikke ansat på grund af deres viden om ost, men har derimod alle en passion for fødevarer. Nogle for kaffe, andre for øl. Dét med osten skal de jo nok få lært.
Er du i området, så kig forbi butikken. Uanset om du er på udkig efter nye og overraskende smagssammensætninger eller blot vil have en god snak med en passioneret foodie bag disken.
Super godt og relevant indlæg du har lavet her :o) Jeg skal helt sikkert forbi Unika butikken snart.
Mon ikke du vil blive inspireret? det håber jeg!
Dejlig beskrivelse af en god oplevelse:) Vil helt sikkert besøge Klostergade næste gang jeg kommer til Århus.
Det vil du nyde, Dikte.