En osteblog er en nicheblog, og det har naturligvis sine fordele og ulemper. Det skal lugte af ost for at havne på bloggen, hvilket gør det nemt at vælge historier til bloggen. Men på den anden side er der også mange spændende retter og madoplevelser, som jeg ikke kan skrive om, fordi ost ikke er en del af det.

Men da Nada fra bloggen La Cucina Nada smed madbloggerudfordringen nr. 9 på bordet, hvor hele retten skal laves i en og samme ‘beholder’, så jeg min mulighed for at bringe en spansk traditionel ret – selv om jeg naturligvis serverer lidt ost til. Det ville en spanier ikke gøre, men resultatet er godt alligevel!

Råvarer til linseret

I sommer var vi i Spanien, og jeg elsker at stå i supermarkedet og se på de mængder af kød og grøntsager, som de spanske señoras køber om morgenen, og som nogle timer senere ender i den store frokost for hele familien. Jeg faldt i snak med Amalia og hun gav mig sin familieopskrift på linseret, som jeg straks (og senere igen) måtte afprøve.

Linseret med halloumi

AMALIAS LINSERET
Ingredienser (4 personer):
2 store tomater
1 løg
2 fed hvidløg
3 grønne peberfrugter (gerne padron-peberfrugter) – gem lidt til pynt
1 laurbærblad
160 g linser
150 g chorizo (helst en tør en af slagsen)
200 g stegt halloumi

Skær tomater og løg i kvarte. Kom alle ingredienser (undtagen halloumi) i en gryde og hæld vand i til det dækker. Kog i 20 minutter. Tag chorizo og laurbærblad op og blend grøntsagerne med en stavblender. Kom chorizoen tilbage i gryden og drys strimler af peberfrugt over. Servér lidt stegt halloumi til.

Linseret med halloumi

HALLOUMI
Den cypriotiske ost var oprindeligt lavet af fåre- og gedemælk, men i dag er der ofte også komælk i. Osten er lidt sej og salt, og skal grilles eller steges for at smage godt. Osten kan bruges i forskellige retter for at give fylde og smag eller kan blot grilles og skæres i tern som en snack.

Halloumi

Guide til dit næste ostebord?

Få en køreplan til dit næste ostebord! (og modtag en ostemail i ny og næ direkte i din indbakke).

2 Comments

  1. Emilie // Valbylille 16. oktober 2015 at 09:32 - Reply

    Øj, det ser godt ud. Jeg er vil med linser, og synes, at det ser ret spændende ud med den hele chorizo. Jeg skærer den altid i skiver uanset, hvad jeg laver, men det skal jeg da lige tænke over næste gang den står på chorizo.

    • Ostesnak 16. oktober 2015 at 09:56 - Reply

      Hej Emilie,
      Når du ikke skærer chorizoen ud, holder den sig også mere saftig.
      God fornøjelse!

Skriv en kommentar