Filodej med ruller af grønt og cheddar

Reklame @Ost & Ko

Med en cheddar i hånden var jeg lige før jul på en osterejse i forbindelse med en Ost & Ko-kampagne. Her skulle jeg udvikle en forret, hvor en irsk farmhouse cheddar lavet af upasteuriseret komælk indgik. Det blev til en cheesecake med syltet grønt og timianolie. Jeg afprøvede dog også disse små filodejspakker, som både kan indgå i en festlig forret nytårsaften eller som en lille tapas på et ostebord.

Filodejstærter med rullet grønt

Cheddar bibringer umami og en dejlig krydret ostesmag til enhver ret, og her er osten både i æggestanden, drysset på toppen samt brugt i flager som pynt. Synes du det er for meget? Så skruer du bare ned for osten.

Festlige filodejspakker med ruller af grønt

INGREDIENSER (16 STK):

700 g grøntsager/æble fx 2 gulerødder, to æbler, to rødbeder og 105 g glaskål
250 g ricotta
4 æg
70 g cheddar, revet + lidt revet cheddar til gratinering + cheddar i flager (til pynt)
Salt og friskkværnet peber
Filodej
Kørvel

SÅDAN GØR DU

Skær fine flade strimler af grøntsagerne og æblet på et mandolinjern (eller med en gulerodsskræller). Dup dem tørre med et stykke køkkenrulle og læg til side.

Bland ricotta med æg, revet ost og lidt salt og peber i en skål. Sæt til side.

Skær felter af filodej. Beklæd muffinforme med to lag filodej skåret i firkanter. Fordel ricotta-blandingen i muffinformene (det svarer til ca. at fylde dem halvt op).

Lav små ruller af grøntsager og sæt dem på højkant i muffinformene. Jeg fandt det lettest at lægge en bane af ca. 10 cm med strimler i lag (gulerod, æble, glaskål og rødbede). Rul dem sammen og sæt straks over i ricottablandingen.

Drys med lidt ekstra ost.

Bag i 20 minutter ved 200 grader (varmluft).

Afkøl, pynt med kørvel og flager af cheddar og servér.

Filodejstærter med rullet grønt

Filodejstærter med rullet grønt

Filodejstærter med rullet grønt

Guide til dit næste ostebord?

Få en køreplan til dit næste ostebord! (og modtag en ostemail i ny og næ direkte i din indbakke).

Skriv en kommentar