Ostesnak 2017

Ostede highlights i 2020

Jeg vil aldrig glemme 2020!

I coronaens skumle skygge blev det året, hvor jeg stod på egne, selvstændige ben som ostekommunikatør. 1. april var dag 1, og her skulle jeg have været i Somerset i England og nørde cheddar sammen med amerikanske Cheese Journeys.

Hurra for virtuelle ostesmagninger!

Sådan gik det naturligvis ikke. I stedet havde vi lockdown, og jeg afholdt min første virtuelle ostesmagning.

Flere er fulgt efter, og én gang havde vi Jakob fra Tothaven Gårdmejeri med fra stalden, hvor han malkede geder, og ostemester Bjarne fra Them Andelsmejeri havde lavet en video til vores ostesmagning. Det virtuelle format giver nogle helt nye muligheder, som jeg tænker kan udvikles i 2021.

Sommer og ost i Danmark

De fleste holdt ‘staycation’ i Danmark, og det gav mig inspirationen til at samle alle osteoplevelser (mejeri, butikker, gårdudsalg, spisesteder mv.) i ét samlet digitalt kort. Under navnet #Osteruten fik osteglade danskere et inspirationsværktøj til sommerferiens planlægning.

Tænk engang, i skrivende stund er kortet vist næsten 16.000 gange… Se kortet her.

Osteruten

Dansk og argentinsk ostekultur

Når de fysiske begrænsninger er væk, så er (næsten) alt muligt. Jeg har fx underholdt argentinere og andre latinamerikanere om dansk ost to gange. Først på en Instagram Live hos Cuestión de Quesos, og senere på et symposium med 16 deltagende lande og 600 tilmeldte. En meget rørende eftermiddag med mange personlige beretninger fra osteuniverset i den spansktalende del af verdenen.

Næste step? Argentina står på min rejseliste. Tænk hvis vi sammen kunne tage på en spændende osterejse til Argentina. Besøg på gårdmejerier, lokale restauranter og en enkelt tangodans eller to? (Lyder det som noget for dig, så send mig en mail, og jeg holder dig opdateret om planerne).

Osteskole hvidskimmelost

Online Osteskole? Ja da!

Jeg tænkte: Hvorfor ikke tage ostesmagninger og den læring, der ligger her online? Lidt naivt troede jeg måske nok, at det var en nem sag – men jeg blev klogere. Det blev et meget større projekt, men i dag er jeg superstolt og glad over resultatet.

Nu er der mulighed for at lære om ost, uanset hvor i landet du bor. I ro og mag hjemmefra. I dit eget tempo. Læs mere her.

Osteskole gul ost

Endelig en gruppe for os der er vilde med ost!

Det er ikke, fordi jeg savnede endnu et socialt medie at dele indhold på. Men jeg savnede et sted, hvor engagerede ostefans fra novicer til connosieurer kunne mødes over en fælles passion. Den gruppe har vi nu på Facebook.

Jeg sørger for rammerne i form af temaer og spørgsmål, og ellers er det op til gruppen at fylde rammerne ud. Vi er kommet godt fra start – 170 medlemmer efter 1½ uge – og der er plads til flere. Kig forbi og anmod om at være med!

Os der er vilde med ost

Jo, det har været et spændende og udviklende år! På trods!

Nu ser jeg dog frem mod et lysere, mere åbent, festligere og mere rejsevenligt 2021 med masser af nye osteoplevelser, og -rejser og besøg hos ostemagere rundt omkring.

Må du få en god afslutning på året og en sidste bid ost, før vi hopper ind i det nye.
🧀
Tak for det gamle år.
Tak for at følge med i mit osteeventyr! ❤

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Obligatoriske felter er markeret med *

*