I efterårsferien gik turen til Norditalien – ikke for at smage på ost, men for at min yngste kunne spille fodbold. Det var en skøn tur – hvis man lige ser bort fra det med ostene, for programmet tillod ikke de store osteeskapader. Norditalien har de skønneste oste, og jeg gik rundt dernede og tænkte på de små gårdmejerier og bjerghyrders hytter fyldt med ost, der lå relativt tæt på. Det endte dog med 17 minutter i et mejeriudsalg hos en Grana Padano-producent. Blandt andet købte jeg et stykke Asiago, som indtil nu har ligget i køleskabet.
1000 år gammel egnsost
Asiago DOP er blevet fremstillet i ikke mindre end 1000 år. I starten var det af mælk fra får, der græssede på Asiago højsletten. Men omkring år 1500 måtte fårene vige for malkekøer, der gav mere mælk, og siden har man fremstillet osten af komælk.
Lagring
De fleste oste er Asiago Fresco, der er fremstillet af sødmælk og lagret i 20-40 dage. Smagen er mild, og osten er ret lys. Til Asiago Stagionato fjerner man noget af fløden, og osten er lagret i forskellige grader (fra 3 til over 15 måneder), her smager osten naturligvis af meget mere. Og endelig er der the full-blown Asiago Prodotto della Montagna, hvor bjergosten bliver fremstillet lige der, hvor køerne græsser, hvilket er 600-2300 meter over havet. Smagen er fyldig og kilder lidt på tungen.
