Som lovet i sidste indlæg kommer her en opskrift fra den amerikanske osteblogger Madame Fromage. Hun har i sin bog en lækker pesto i en spansk udgave. Parmesanen er skiftet ud med den spanske fåremælksost Manchego, pinjekernerne med Marcona-mandler og basilikumbladene med rucola.
Pestoen kan bruges til diverse pastaretter, men selv holder hun af at spise den til morgenmad – smurt på en skive ristet brød med et blødkogt eller pocheret æg på toppen. Mums!
MADAME FROMAGES PESTO AF MANCHEGO OG MARCONA-MANDLER
Ingredienser:
5 dl rucola (tætpakket)
1 spsk økologisk citronskal
2 spsk citronsaft
1 dl Marcona-mandler (eller andre mandler)
120 g Manchego, revet
2 små fed hvidløg
havsalt i flager
1 dl ekstra jomfruolivenolie
Rist mandlerne på en tør pande og afkøl dem lidt. Blend alle ingredienser undtagen salt og olivenolien. Tilsæt olivenolien og rør den godt ind i pestoen. Smag til med salt.
Brug en morter, hvis du vil have en grovere pesto.
Åj, hvor ser det himmelsk ud 🙂 Er på vej til Spanien og skal bo i Bungalow – så det skal prøves med de lokale råvarer:)
Jamen, så er det bare ud at finde en god manchego og nogle fine mandler. Faktisk er Marcona mandlerne af spansk oprindelse – og anses for nogle af de bedste i verden. Rigtig god tur!