Salat med bagt blomkål og parmesan

Lidt parmesan i en salat smager dejligt, giver umami og fylde. Jeg er ret vild med salater, der har bagte grøntsager som hovedelement. Osten udgør for mig prikken over i’et.

Du kan sagtens bruge andre oste end parmigiano reggiano, fx lidt smuldret blåskimmelost, gedeost eller feta. Eller en anden fast, lagret gul ost. Hver ost har sin smag – og giver sit lille twist til salaten.

Bagt blomkål
Salat med bagt blomkål og flager af parmesan
INGREDIENSER (4 personer):

1 blomkålshoved
2 spsk olivenolie
2 tsk stødt spidskommen
2 tsk tørret koriander
1 spsk sesamfrø
salt og friskkværnet peber
rucola
parmigiano reggiano, i flager

Dressing:
1 spsk tahin
½ citron, saften herfra
½ dl vand
100 g ricotta

SÅDAN GØR DU:

Fjern de yderste blade på blomkålshovedet, skyl det og skær i tykke skiver. Læg på en bageplade med bagepapir.

Dryp med olivenolie og drys med spidskommen, koriander, sesamfrø, salt og peber.

Bag i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter til blomkålen er brunligt gylden. Afkøl let.

Rør dressingen: Rør tahin sammen med citronsaft og vand. Tilsæt ricotta og rør sammen. Smag til med salt og peber.

Fordel rucola på et fad og læg blomkålsstykkerne ovenpå. Dryp med dressingen. Lav flotte flager af parmesan (jeg bruger en gulerodsskræller) og kom på salaten.

Servér som frokost eller som tilbehør til middagsmaden eller til et ostebord.

Guide til dit næste ostebord?

Få en køreplan til dit næste ostebord! (og modtag en ostemail i ny og næ direkte i din indbakke).

Navn:
E-mail:

Skriv en kommentar