Pizza med frisk mozzarella

På det lille mejeri La Treccia i Rødovre (historie følger altså snart her på bloggen) laver de bl.a. en mozzarella, der er specielt god til pizzaer, og ender også på rigtig mange pizzaer i København og omegn. Fx på Mothers skønne pizzaer inde i Kødbyen.

Mozzarellaen er syrnet med citronsyre, har en god smelteevne og en lidt sødlig, mælket smag. Her har jeg brugt den på en pizza med grillede grøntsager.

Hvis du ikke plejer at bruge frisk mozzarella på din pizza, så vil jeg opfordre dig til at gøre et forsøg. Lav en pizza med forskellige slags ost i hver sin ‘zone’ – og læg mærke til forskellen. Forskernes favoritost til pizza kan du læse om i et tidligere indlæg her.

Pizza med frisk mozzarella

PIZZA MED GRILLEDE GRØNTSAGER OG FRISK MOZZARELLA

Ingredienser (2 personer):

Pizzadej (køb den eller lav den selv – OBS denne dej er en dobbeltportion – dvs. til 4  personer):
2 1/2 dl vand
20 g gær
2 tsk salt
1 spsk olivenolie
150 g grov durummel
ca. 200 g italiensk hvedemel (tipo 00)

1/2  squash,  skåret i skiver på skrå
3 peberfrugter, renset og skåret i strimler
1 rød chili, renset og skåret i tynde skiver
olivenolie
salt
3-4 spsk ricotta
125 g frisk mozzarella, i skiver
lidt tørret basilikum
1 håndfuld rucola

Udblød gær i vand, rør salt og olie i. Tilsæt mel lidt efter lidt. Rør godt. Stil til hævning en times tid (eller koldt natten over).

Læg grøntsagerne på en bageplade med papir og dryp med olie og salt. Bag i ovnen ved 200 grader i ca. 10 minutter. Rul pizzadejen ud og smør ricotta på hele bunden. Læg grøntsagerne og mozzarellaskiverne på pizzabunden. Dryp med lidt olie og drys basilikum på.

Bag ved 250 grader i 10-11 minutter. Pynt med rucola og nyd!

Pizza med frisk mozzarella

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *