Ost ombord

SOMMERMINDER DEL 4

Mettes Paris er en skøn blog, som får mig til at smile, reflektere over dette eller hint – eller blot giver mig en lille dosis udlængsel. Mette er pæredansk og har bosat sig i Paris, hvor hun nyder byens mange muligheder, og det får hendes læsere så også gavn af. Mette er så heldig at have en ostemand som nabo, og ost holder hun af! Faktisk er Mette og jeg igang med at planlægge en ostetur gennem Paris til foråret – hvor programmet vil stå på ost, ost… og lidt andre gode sager. Mere om det senere… Her kommer hendes lille anekdote om oste-odeur. Billederne er også hendes.

Det er ganske umuligt ikke at have minder om ost, der som intet andet i verden står så klart frem og melder sin tilstedeværelse med en lugt, der i den grad sætter sig i den olfaktoriske hukommelse, og som slet ikke stemmer overens, med den fantastiske smag ost nu en gang har. Jeg har til dags dato aldrig hørt nogen sige: “Nej, hvor dufter her skønt af ost”, og de forældre, der giver deres børn ostemadder med i skole, er kun ude på at få de stakkels børn mobbet, og jeg er for den sags skyld heller aldrig stødt på en parfume med en liflig duft af Camembert. Lugten af ost kan være årsag til megen upopularitet, og det måtte jeg selv sande, da jeg for år tilbage havde ost med i flyveren.

Jeg har for vane at tage ost med hjem fra Paris, hvor jeg bor, til stor glæde for min ostespisende og ostetolerante familie i Danmark. Nu er det ikke fordi at al ost lugter, men dem som gør, overdøver snildt de milde af slagsen, og det selv i ganske små mængder. De fleste osteforretninger i Paris vakuumpakker, men det gjorde de ikke dengang, da jeg skulle til Danmark med en ordentlig omgang ost til den helt store familiefrokost. Hvis ost er vakuumpakket, kan man bare proppe det i kufferten, garanteret uden hørm. Men det var mine oste ikke, og på trods af diverse lag af både sølvpapir, madfilm og plasticposer gik lugten igennem det hele. Gad vide om asbest kunne have klaret det? Ergo røg osten i min håndbaggage, for ikke at imprægnere alt mit tøj i kufferten, med tanken om at tasken fredeligt ville kunne ligge i kabinen over mit hoved i flyet. Men ak, da jeg kom på flyet, var alle håndbagage-kabinerne proppet til, og stewardessen sagde smilende og oste-uvidende, at jeg bare kunne sætte tasken under sædet foran mig. Dette resulterede i, at min voluminøse taske næsten tog al min benplads, og at den mindste bevægelse fra min side trykkede luften ud af tasken og sendte en blandet duft af, hvad ostekendere vil nikke genkendende til, som værende nogle af de “tungere” drenge, Livarot, Munster, Langres og andet godt ud i æteren. Nøj, hvor det lugtede! Og på flere sprog blev der sagt “føj”, og “hvem er det?” fra alle sider. Gudskelov for at en Paris-København tur kan klares på under to timer, og at jeg havde en vinduesplads, hvor jeg hele vejen lænede mig op ad vinduet og lod som om, jeg sov, selvom det godt nok virker lidt suspekt at sove i sådan en hørm. Heldigvis blev osten taget meget bedre imod, så snart den kom på fad og tronede stolt og stinkende på ostebordet i Danmark.