Nevø hos ostehandler

Julegaver til alle osteelskere

Vi kan ikke komme uden om, at juletiden nærmer sig – og mangler du lidt inspiration, så fortvivl ikke, for her får du Ostesnaks bud på julegaven til alle, der elsker ost.

#1: Man må ikke gå ned på udstyr, og den ultimative ostekniv må være Laguioles osteknivsæt, der er udviklet af ostemesteren Roland Barthélemy. Som med de andre af Laguioles knive, er de håndlavet og så skarpe,  at de så let som ingenting skærer igennem en fast ost. Sådan ser kniven i sættet ud:

Laguiole ostekniv

Synes du, det er lige i overkanten, kan du finde andre gode osteknive (og knive generelt) hos HW Larsen lige her.

 

#2: Et fedt ostebræt skal man ikke undervurdere. Selv den mest triste gnalling ost kommer til live, når den placeres på et flot bræt  og i godt selskab med noget så simpelt som lidt frugt og nødder. På moods.dk finder du disse flotte brætter af elmetræ.

Ostebræt

De har en fin balance mellem det rå og det forarbejdede, og de er lavet af en møbelsnedker, som selv udvælger træet i skoven. De fås i forskellige størrelser. (Jeg har selv skrevet XL-brættet på min ønskeseddel).

Ostebræt

 

#3: Giv en oplevelse! Sidste år gav jeg min osteglade nevø en tur hos ostehandleren (og efterfølgende i biffen). Jeg havde på forhånd talt med Helle fra Lynhjems flotte ostebutik i Lyngby, så der var tid til både smagsprøver og gode historier, da vi kiggede forbi butikken. Stor oplevelse for både store og små…

Nevø hos ostehandler

 

#4: Man kommer naturligvis heller ikke uden om min ostebog ‘OST på bordet’, der indeholder opskrifter, anekdoter, viden, tips og masser af inspiration til mere ost. Bogen kan købes i udvalgte Coop-butikker, i boghandleren eller på saxo.com.

Forsiden af OST på bordet

 

#5: Oste er i deres rette element, når de serveres med lidt enkelt og lækkert tilbehør. Og en gaveidé til dem, der har stort set alt, kunne være en kurv med lidt ost og tilbehør. Hos Supermarco (‘Un piccolo mondo italiano’ eller ‘en lille italiensk verden’) kan du finde spændende ting, som enhver italiener vil køre en omvej for at få fingre i.

Tilbehør til ost

Supermarco anbefaler lækkerier som akaciehonning med trøffel (især god til lagrede oste), mostarda (frugt, sirup og sennep på samme tid) eller jordbær-balsamico-creme (fx god til pecorino). Og måske lidt Pane Carasatu i strimler fra Sardinien.

Tilbehør til ost

 

#6: Er du på udkig efter oplevelser, så kan du også give et gavekort til en ostesmagning. Jeg går med tanker om at afholde en ostesmagning i januar eller februar i København/Nordsjælland. Er det noget, du er interesseret i, så skriv til mig på camilla@ostesnak.dk for at høre nærmere om muligheden.

Weinkase

Og så gælder det jo om at nyde julemåneden trods travlhed – husk at et par oste sammen med en salat snildt kan udgøre et fint aftenmåltid de dage, hvor tiden er knap!

4 kommentarer

  1. Kære Camilla,

    Jeg vil rigtig gerne forære min mand en god osteoplevelse. Han elsker ost og øl. Har du hørt om et osteforedrag/arrangement, hvor man lære noget om (og ikke mindst smage ) ost og øl?
    De bedste hilsner Katrine

    • Hej Katrine,
      Det var da en rigtig sød gaveidé.
      Jeg ville tjekke aftenskolerne og den lokale ostehandler.
      (Jeg går faktisk selv og tænker på at lave en ostesmagning i januar (i Nordsjælland), men nu ved jeg jo ikke, hvor du bor i landet…)
      Mange hilsner
      Camilla

  2. Jeg ville være meget interesseret i en ostesmagning i Århus området! 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Obligatoriske felter er markeret med *

*