Den ultimative ko-fest (koparade)

Til ‘cow parade’ med Cheese Journeys

I september sidste år stod jeg en våd og regnfuld morgenstund i en grøn schweizisk dal. Jeg – og mine medrejsende på Cheese Journeys alpine rejse – var stået tidligt op, for det var en ganske særlig dag. Nemlig den dag, hvor køerne efter en lang sommer skulle ned fra bjergene – og dét er altså en festdag på de kanter!

Men allerførst, lad os se lidt på baggrunden.

’Transhumance’ er en gammel tradition, der findes i fx bjergegne. Når sneen begynder at smelte i Alperne i det tidlige forår, driver man køerne op i bjergene, hvor de gennem sommeren græsser på frodige enge og giver rigeligt mælk, som man laver skønne oste af. Når efteråret nærmer sig, føres køerne ned i dalens stalde, hvor de tilbringer vinteren.

I Alperne flytter man køer op og ned. I Pyrenæerne er det får. Typisk bliver græsset omkring gården i dalen tørret til hø, som dyrene fodres med om vinteren. Sommerens ko-mad er derimod græs, vilde urter, blomster og hvad der ellers vokser af lækkerier oppe i højderne. Denne praksis er tit beskrevet i oprindelsesbeskyttelsen bag osten (AOP-betegnelsen, hvis det er en fransk ost).

Transhumance blev i 2019 indskrevet på UNESCOs liste over immateriel kulturarv. Udover at handle om dyr og foder, handler transhumance nemlig også om viden og færdigheder nedarvet gennem generationer samt relationer mellem mennesker, dyr og økosystemer. Og så er det faktisk en bæredygtig måde at holde husdyr på.

Når sæsonen går på hæld, bliver det fejret med en fest. Det var denne festdag, som jeg var vidne til i Schweiz nær den franske grænse, hvor vi deltog i en koparade.

Fra morgenstunden blev køerne klædt fint på med små hatte eller blomster på store hovedbeklædninger (og nej, det var ikke alle køer, der syntes om den idé). Koklokker i alle størrelser lød fra alle sider. Mænd, kvinder og børn var også trukket i festtøjet.

På ‘vores’ gård ventede vi til kl. 10, som var vores tidspunkt i paraden. Afsted vandrede køer, et par geder, en hest og hele familien. Der var en ko i ny og næ, der fik lyst til at spise lidt græs, men ellers gik de fint og roligt ned til landsbyen, hvor det nærmest lignede Tour de France med metalgitre i vejkanten og masser af folk i feststemning.

Dagen igennem ankom køerne i små grupper, og folk hujede og klappede hver eneste gang. Men det var svært at overdøve klangen fra de mange koklokker.

I mellemtiden var der mulighed for at besøge salgsboderne, der solgte alt fra seler med køer på til koklokker, og skulle sulten melde sig, var der både raclette, fondue, masser af gruyère mm.

Dette er nok den største hyldest til køer og ost, som jeg til dags dato har oplevet.

Både på den franske og schweiziske side af grænsen, fejrer man, at køerne kommer ned. Hver landsby har sin ko-festival, så det er en god idé at undersøge, hvornår du kan opleve en koparade, hvis du er på de kanter.