Fåreosten manchego bliver jeg aldrig træt af. Skåret i tynde trekanter smager den tørre og samtidig lidt fede ost fantastisk. Alene eller sammen med brød, vin, kompot, skinke, øl… you name it!
Men nu har jeg også prøvet manchego i en burger, en lammeburger vel at mærke. Der var lidt spansk charme over retten med blandt andet oliven og rosmarin. Måske undrer du dig over, hvor burgerbollen blev af, men den blev her erstattet af grillede skiver af squash.
Lammeburger med manchego
Ingredienser (4 personer):
1 stor rød peberfrugt, skåret i tern
80 g calamataoliven uden sten, hakket groft
1-2 kviste rosmarin, hakket
3 spsk olivenolie
salt og friskkværnet peber
1-2 squash
500 g hakket lammekød
2 spsk stærk sennep
150 g manchego, skåret i trekanter
1 bakke rucola
Bland peberfrugt, oliven, rosmarin, 2 spsk olivenolie, salt og peber.
Skær squash i 1 cm tykke skiver, dryp lidt olie, salt og peber over. Steg squash, evt. på grillpande.
Rør samtidig kødet med sennep og lidt salt og peber. Form fire hamburgere og grill eller steg disse.
Anret burgerne med squashskiver nederst, dernæst ruccola, bøf, manchego, squash og top med oliven-peberfrugt-blandingen.
PS. Man kan også smuldre manchegoen i oliven-peberfrugtblandingen og spise den som en lille salat eller på ristet brød som bruschetta.
Mæææhl-bekommen siger jeg bare!