Nord for San Francisco ligger et område, der kaldes for “Nordcaliforniens Normandiet”. Her er luften salt, klimaet behageligt året rundt, og tågen fra Stillehavet ruller ofte ind over de grønne græsmarker. Gårdmejerier er skudt op her i stor stil de senere år, og nu ligger den største koncentration af gårdmejerier i Californien netop her i de to “counties” Marin og Sonoma. (Sonoma Valley er dog mest kendt for sin vin lige som nabodalen Napa Valley).
For et par uger siden var jeg igennem området, som her i sensommeren var knapt så grønt længere men derimod ret tørt og varmt.
Som andre steder i USA, er formidlingen i højsædet. Derfor kan man naturligvis downloade en app (CA Cheese) eller tjekke hjemmesiden hvor man kan læse om områdets mange gårdmejerier og deres oste, downloade et kort – og se i kalenderen hvem der holder åbent hus, har rundture på gården, hvor man kan møde ostemesteren og hvor man kan smage ost. Gårdmejerier sorteres efter afstand, så man kan lade app’en guide en igennem det bakkede landskab på udkig efter den næste ost (og jo, det er en lille smule nedslående at sidde i Danmark og se, at der er mere end 1000 miles til det nærmeste mejeri).
Mit ophold var præcis så langt, at jeg kunne nå at snuse til området og besøge tre af mejerierne på vejen.
MARIN FRENCH CHEESE COMPANY
Det ældste mejeri i USA, og de har lavet ost uafbrudt siden 1865. Specialiseret i brie, camembert og triple-cream oste, og det har de gjort så godt, at de ved World Cheese Awards i 2005 vandt guld i kategorien “Bedste amerikanske ost”.
Fem lokale bønder leverer mælk dagligt. Alt laves i hånden. Bestselleren er Triple Cream Brie. Vi smagte også et eksperiment, hvor der var tilsat endnu mere fløde end i en triple-cream. Osten var næsten flydende – men stadig med en god smag. Den blev serveret på små kiks i butikken med figenkompot. Der var også smagsprøver på andre af deres oste.
Butikken var stor og havde (som overalt “over there”) et bredt udvalgt. Udenfor er der en lille sø, hvor man kan spise en sandwich med fx brie og skinke.
NICASIO VALLEY CHEESE COMPANY
Ti minutter væk ligger det næste mejeri, som laver ost af mælk fra gårdens egne køer. Den slags oste går under begrebet “Farmstead”. Det familieejede mejeri laver udelukkende økologiske oste. Deres historie går over 100 år tilbage, da den 17-årige schweizer Fredilino Lafranchi emigrerede til USA med få penge i lommen og en stor drøm om mejeribrug i hovedet. Som mange andre lykkedes det for ham – og i dag driver hans børnebørn mejeriet videre. Det var dog først for ca. fem år siden, at de begav sig ind i ostenes verden. Inspireret af familiens historie var målet at lave oste som i Schweiz/Italien, og den europæiske gren af familien blev spillet på banen og hjalp med at udvikle de oste, der i dag er Nicasios sortiment. Fra helt friske oste (Foggy Morning) til diverse halvfaste hvidskimmeloste på både ko og en blanding af ko- og gedemælk. Der var også et par faste oste. Kendetegnende er den store smag. I spidsen for foretagende står barnebarnet Scott. Fra butikken med dens mange smagsprøver har man et kig ind i mejeriet.
VELLA CHEESE COMPANY
Inde i byen Sonoma ligger Vella Cheese Company i en stor stenbygning. Også her er der tale om et familieejet foretagende, hvor første generation indvandrede fra Italien og grundlagde mejeriet i 1931. Femte generation er med i virksomheden i dag. De laver primært Jack-oste og cheddar. De findes tilgengæld med forskellige lagringsgrader og tilsat smag. De er mest kendt for deres Dry Jack, som er en fast ost lagret i henholdsvis fem til syv måneder, et år og fire år! Især den sidste smagte af meget.
Går man rundt om bygningen er der lavet et kig ind i mejeriet gennem en åben dør med net for. Her hældte fire velvoksne mænd denne eftermiddag ostekornene op i forme, det gjorde de med håndkraft – og maven blev brugt til at trykke lidt overskydende valle ud med…
I øvrigt fortalte ostepigerne os, at osten Monterey Jack er opkaldt efter en Jack, som kom fra Monterey (kystby syd for San Francisco). Han så potentialet i den ost, som de mexikanske munke lavede og begyndte at sælge den i stor stil.
SONOMA CHEESE FACTORY
På den centrale plads i Sonoma ligger en flot ostebutik, som vi også kiggede forbi. Udvalget var stort både indenfor ost og udstyr.
LIDT OM SPANSKE PRÆSTER, GULDFEBER OG “COW HEAVEN”
Det var som tidligere nævnt de spanske præster, som i starten af 1800-tallet begyndte at lave ost. Da guldfeberen rasede på sit højeste (midten af 1800-tallet) begyndte europæiske indvandrere at bygge mejerier for at kunne levere smør og ost til guldminerne i området. Området blev kaldt “Cow Heaven” på grund af de gunstige betingelser og klima. Europæerne havde ostekundskaber med selv, som de naturligvis gjorde brug af. Under Anden Verdenskrig kunne de små mejerier ikke følge med, og industrielle mejerier tog i mange tilfælde over. Heldigvis blomstrer de små gårdmejerier op igen i dag.
Sidste år bloggede jeg om nogle af de andre gårdmejerier og steder du kan smage ost i Californien.
Del endelig dine oplevelser her på bloggen, hvis du også har været på disse kanter og har mødt nogle spændende oste.
[…] til det før det øjeblik, hvor jeg stod i en særdeles velassorteret butik på det lille mejeri Marin French Cheese Company. Her havde de et stort udvalg af små keramikskåle med låg, såkaldte “brie bakers” […]