Når du står med en osterest i hånden, så tænk på den som et krydderi, du kan højne smagen af din ret med. Som udgangpunkt smager frisk mozzarella mildt og lidt mælkeagtigt – det gør den også på en pizza.  En blåskimmelost kan være salt og  pikant, og det smager man også, hvis du fx smager en sauce til med lidt roquefort eller danablu. Vælger du den italienske taleggio, som har relativt meget smag, så får du en ret med en balanceret ostesmag.

Til disse portobellosvampe blandede jeg nogle tern af taleggio i grøntsagerne og dryssede med revet emmental på toppen. Og lige som du kan bruge osterester, så kan du også tømme grøntsagsskuffen og få gjort kål på evt. rester her.

Portobellosvampe med taleggio

FYLDTE PORTOBELLOSVAMPE MED TALEGGIO OG GRØNTSAGER
Ingredienser (4 personer):

50 g røget bacon i strimler
1 fed hvidløg, finthakket
½ løg, hakket
1 gulerod, grofthakket
1 stængel blegselleri, i mindre stykker
4 rosenkål, i kvarte
10 kviste timian, også til pynt
4 portobellosvampe
50 g taleggio DOP
4 spsk revet emmental

Svits bacon. Gør grøntsagerne klar og bland i en skål og kom tern af taleggio i. Fjern svampenes stokke og læg svampene på en bageplade med bagepapir. Fordel grøntsagerne/taleggio og bacon på svampene. Drys med revet emmental. Bag i ovnen ved 200 grader i 15-20 minutter.

 

Portobellosvampe med taleggio

OM TALEGGIO

Taleggio er en af Italiens kvalitetsbeskyttede oste. Man kan bl.a. kende den på fire cirkler, der er præget i osten. Den røde overflade får indimellem blå skimmel på. Men det kan du bare skære af.

Italienerne anser taleggio som en madlavningsost, den smelter nemlig fint og giver god smag – uden at overdøve retten. Så næste gang du får en taleggio i hånden, skulle du prøve den i en varm ret!

Guide til dit næste ostebord?

Få en køreplan til dit næste ostebord! (og modtag en ostemail i ny og næ direkte i din indbakke).

Skriv en kommentar