Pizza med gedeost og honning

Pizza med fransk twist (med gedeost og honning)

Pizza med gedeost og honning

Del 2: Osteoplevelser i Frankrig

En autentisk pizza er for mig forbundet med Italien og de enkle og gode råvarer, der hører hjemme her. Men i går aftes blev mit ”autenticitetsbegreb” udfordret og udvidet. Vi indtog nemlig aftensmaden på det lokale pizzeria Le Shalouna (den eneste restaurant i Pennautier), hvor de kærligt havde iklædt pizzaerne et fransk islæt. Nogle vil måske mene, at det svarer til en pizza med frikadeller og rødkål i Danmark – og hvor autentisk er dét lige?! Men her i Frankrig føltes det vældigt lokalt og ægte. Min favorit var pizzaen med gedeost og honning. Den lokale ost her er gedeost, og man spiser den ofte blot med honning og lidt brød. Honningen skaber smagsharmoni og danner samtidig en spændende sødlig kontrast til gedeosten. Også på pizzaen.

Pizza med gedeost og honning

Har du lyst til at lave din egen Pizza Venicia (pizza med gedeost og honning), så skal du bruge:
Pizzadej
Tomatsauce
Kogt skinke
Gedeost (en skimmelmodnet gederulle som Sainte Maure)
Honning (for eksempel akaciehonning)
1 æg per pizza
Lidt sorte oliven
Revet emmental

Se på billederne nedenfor, hvordan du gør.

Pizzabundene bager de om morgenen, og de ligner mest af alt store knækbrød. Men efter en tur i ovnen er de både sprøde i kanterne og bløde under fyldet:

PizzabundenePizzabunden med tomatsauce

Først kom der tomatsauce og stykker af kogt skinke på. Dernæst skiver af en skimmelmodnet gederulle.

Skimmelmodnet gedeost

Et æg blev slået ud på pizzaen, og blommen fik et prik, så den flød ud.

Et æg slås ud

Lidt sorte oliven kom på – og med en stor ske blev honning dryppet over hele pizzaen.

Honning dryppes over

Til sidst blev der rundhåndet drysset med revet emmental. Faktisk var samtlige pizzaer på menukortet lavet med revet emmental. Ingen halvkedelig tør mozzarella her!

Kun revet emmental drysses påRigeligt med emmental

Efter en tur i ovnen var pizzaen klar til at spise – og vi fik både pizzahjul og en stor saks til at klippe pizzaen i stykker.

Pizza med gedeost og honning

Bon appétit!

2 kommentarer

  1. Øj, det ser godt ud – det må altså prøves en dag!
    Elsker gedeost! <3

    – Anne

    • God fornøjelse, Anne. Håber du synes lige så godt om den anderledes kombi som jeg gjorde.
      Mange ostehilsner, Camilla

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Obligatoriske felter er markeret med *

*