Har du lyst til at kaste dig ud i at lave din egen ost, vil jeg foreslå, at du lægger ud med sødmælksricotta. Her får du nemlig hurtigt et godt resultat, og du skal ikke investere i en masse specialudstyr og bakterier – men blot have en stofble ved hånden (udover hvad du ellers har i dit køkken).
Og så er det bare overlegent sjovt at servere fx en salat, pizza eller en anden ret lavet med ricotta af egen avl 🙂
Samtlige billeder i dette indlæg er taget af Stine Christiansen / Skovdalnordic.com, og de var bragt i MAD&venner i marts 2017 i en artikel, jeg havde skrevet om hjemmelavet ost.
Sødmælksricotta – sådan gør du
Ingredienser (400-450 g):
2 l uhomogeniseret sødmælk
½ dl eddike
½ tsk salt
Opvarm mælken under omrøring til 88 grader.
Tag gryden af varmen. Rør rundt, og tilsæt langsomt eddike. (Eddikens funktion er at sænke pH / gøre mælken sur, og så sker processen, hvor valle og ostemasse skilles).
Lad gryden stå i 15 minutter uden at røre i den. Nu er mælken delt i valle og ostekorn.
Hæld blandingen i en sigte beklædt med et osteklæde. (Du kan opsamle vallen til næste portion ricotta som erstatning for eddike).
Lad osten dræne i 20 min.
Rør salt i. Brug ricottaen med det samme, eller stil den på køl og brug den inden for de første par døgn.
Flere tips til hjemmelavet ost
Jeg har samlet nogle tips til, hvordan du kommer i gang med at lave dine egne oste lige her.
God fornøjelse!
Hej,
Jeg har lige brugt denne opskrift, og ricottaen har fået en dejlig smag, men den er ikke cremet – den er meget klumpet.
Hvad kan dette skyldes?
Ellers rigtig dejlig opskrift – nem at følge.
Hej Carla,
Tak for din tilbagemelding. Ricotta er lidt klumpet men kan røres mere lind. Dog aldrig som fx en creme fraiche med mindre der er meget væde i eller du tilsætter noget. Afdrypningen har betydning for, hvor meget væde der er tilbage.
Så hvis du skal bruge din ricotta, hvor det er påkrævet, at den er mere lind, så kan du prøve at røre den op med lidt mælk, fløde eller lign.
Håber du kan bruge svaret.
Mange ostehilsner
Camilla
Mega fedt med hjemmelavet riccotta – kan slet ikke forstå det rent faktisk er så nemt og lækkert at lave selv! 🙂
Har dog et par spørgsmål. Hvad kan al den overskydende valle bruges til? Synes der går meget spild til 250g ricotta ost.
Har du erfaring med at bruge andet mælk end sødmælk?
Hej Mia,
Du kan evt bage med valle. Jeg faldt lige over denne opskrift: https://forhistoriskmad.com/2016/09/26/brod-med-valle/
(Så vidt jeg husker) har jeg kun erfaring med at lave ost med sødmælk 🙂
Mange ostehilsner Camilla
Hej.
Jeg har lige lavet ricotta.
Kan jeg bruge vallen i bagværk?
Hej Else,
Ja, det kan du. Prøv dig frem mht mængderne. Du kan også varme vallen op og tilsætte lidt mere mælk til en ny portion ricotta 🙂
Mange hilsener Camilla
Spændende. Hvad er det for en type eddike du bruger?
Hej Thomas,
Du kan i princippet bruge alle eddiker. Vær dog opmærksom på, at de afgiver smag. Bruger du en æblecidereddike får din ricotta en frugtagtig smag. Bruger du en mere neutral eddike, smager ricottaen primært mælket.
God fornøjelse!
[…] god begynderost er ricotta – den er nem og hurtig at lave – find opskrift her Foto: Stine Christiansen / […]
[…] Har du lyst til at lave din ricotta selv, finder du opskriften her. […]
Lækkert! Det må jeg klart prøve at lave på et tidspunkt 🙂
God fornøjelse! Jeg håber, at du vil finde det lige så sjovt som mig