Har du stadig æbler i haven eller kender en, der har? Så er det tid til at lave denne æblesmør, som i virkeligheden intet har med smør at gøre. Æblesmør er faktisk indkogt æblemos, og navnet skyldes smørbarheden på det færdige produkt.

Syltedronningens første bog fandt jeg opskriften, som jeg har fået lov til at dele med jer. Jeg har dog brugt lidt mindre ingefær end i den originale opskrift.

Æblesmør til ost

Det mest tidskrævende er at mose æblerne gennem en sigte. Det kræver lidt tid og lidt kræfter, men tro mig: Det er det hele værd!

Æblesmør med ingefær
INGREDIENSER (3 glas):

1 kg æbler
1 dl vand
250 g sukker
15 g friskrevet ingefær

SÅDAN GØR DU:

Skyl æblerne og skær dem i otte dele (uden af fjerne kernehuset). Kom dem i en gryde med 1 dl vand. Kog indtil æblerne er bløde og møre, det tager ca. 30-45 minutter – afhængig af æblesorten.

Mos æblerne gennem en sigte til en fin mos, smid kerner og skræller ud.

Kom æblemosen tilbage i gryden og tilsæt sukker og ingefær. Varm langsomt op og lad det koge i 45-60 minutter ved svag varme. Rør jævnligt undervejs.

Smag til med evt. mere sukker og ingefær. Hæld på steriliserede sylteglas og luk dem med det samme.

 

Æblesmør til ost

 

Venner på ostebordet

 

Æblesmørret passer godt til de fleste oste, både de bløde og cremede, de faste og intense samt de salte og pikante. Med andre ord: Æblesmør er ven med de fleste oste.

 

Du kan naturligvis tilsætte andet end friskrevet ingefær. Tjek også Syltedronningens opskrift på æblesmør med julekrydderier ud. Og endelig kan du også lave det med pære i stedet for æble.

 

Æblesmør til ost

 

Udover at servere det med ost, kan du også komme lidt i din yoghurt, bruge i en dessert eller blot smøre på et stykke brød.

 

God fornøjelse!

 

 

Find flere opskrifter på tilbehør til ost lige her.

 

Guide til dit næste ostebord?

Få en køreplan til dit næste ostebord! (og modtag en ostemail i ny og næ direkte i din indbakke).

Skriv en kommentar