Til weekendens familiefødselsdag lavede jeg denne salat, som med sine hvide og røde farver strålede om kap med det Dannebrogsflag, der vajede på flagstangen.
En rigtig sommersalat med den søde smag af modne jordbær og den delikate og mælkede smag fra mozzarellaen.
LIDT OM SYRNING
Der kan faktisk være stor forskel på de forskellige friske mozzarellaer. En af årsagerne (men ikke den eneste) er, at man kan syrne mozzarella på forskellige måder. De fleste mozzarellaer er syrnet med citronsyre, og det giver en lidt fastere konsistens, end hvis man bruger mælkesyre (men altså stadig en rigtig fin ost). Med mælkesyre bliver mozzarellaen lidt mere mælket og blødere – og smager af lidt mere. Man kan ikke læse på osten, hvordan den er syrnet. Så vidt jeg ved, er alle bøffelmælksmozzarellaer syrnet på den “gammeldags” måde med mælkesyre. Men der er også et par andre, f.eks. Gran Mozzarella (fra Galbani), som jeg brugte her i salaten.
SALAT MED MOZZARELLA OG JORDBÆR
Ingredienser:
2 håndfulde ruccola
2 håndfulde hovedsalat i mindre stykker
12 cherrytomater, skåret i halve
150 g jordbær, skåret i halve eller kvarte
180 g mozzarella
estragon
basilikum
olivenolie
salt
hyldeblomsteddike med af lime og æble (du kan også bruge en lys balsamico)
Lav en bund af salat og læg tomater og jordbær ovenpå. Del mozzarellaen og læg ovenpå. Drys med blade af estragon og basilikum. Rør en dressing af olie, salt og eddike. Smag den til, den skal være lidt sødlig. Dryp over salaten og servér.