Det er tredje gang i mit korte liv som osteblogger, at det er blevet Mont d’Or-sæson. Og det har givet mig lidt udfordring i år at finde en ny måde at tilberede Mont d’Or i ovn på, for fornyelse må der jo til. Selv om man sagtens kan spise Mont d’Or helt som den er. Men det er blevet en god tradition hjemme hos os, at når sæsonens første Mont d’Or kommer frem, så bager vi den i ovnen og laver vores egen lille velsmagende fondue.
Første gang blev det til en helt enkel Mont d’Or bagt med lidt hvidvin i. Året efter blev osten spicet op med timian og hvidløg, så hvad skulle der ske i år? Inspirationen fandt jeg på den anden side af Atlanterhavet, nemlig i USA, hvor jeg for nogle uger siden var på et gårdmejeri, der lavede brie og camembert og som havde alverdens topping til bagte oste.
Så derfor blev den franske alpeost, der som bekendt er lidt for stor til sin æske – og derfor lidt mast har fået den bølgende overflade, udsat for en idé set i Californien.
MONT D’OR BAGT MED “HONEY BEER MUSTARD”
1 Mont d’Or (ca. 500 g)
2 spsk honning
4 spsk øl
2 spsk grovkornet sennep
Bland honning, øl og sennep sammen i en lille skål.
Pak osten ud og fjern alt plastik. Sørg for, at låget er sat under osten. Prik osten grundigt (jeg skar kun et kryds denne gang, og det var for lidt). Hæld sennepsblandingen over osten og sæt den i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter. Servér med kartofler, brød og andre grøntsager.
[…] gerne være centrum – og hvor alt andet må rette ind efter den. Det kan fx være en Mont d’Or bagt i ovn, men det er en helt anden […]
NØØØJ – DET SER OG LYDER RIGTIG GODT. SÅDAN VIL JEG SPISE DEN NÅR JEG I MORGEN FÅR FAT I EN 🙂
Hej Dikte,
Så vil jeg ønske dig en herlig start på Mont d’Or-sæson 2014/15!!!
KH Camilla