Der er mange måder at starte dagen på. Der er de dage, hvor man kommer liiiige lidt for sent ud af sengen og går måske endda rundt resten af dagen med en fornemmelse af at være fem minutter for sent på den. Og så er de dage, hvor man tager sig lidt ekstra tid. Tid til at vågne. Tid til at nyde gåturen med hunden. Tid til at smage ekstra godt på kaffen med den varme mælk. Og tid til at lave en anden slags morgenmad end den sædvanlige.

Omelet parmigiano reggiano

Her fik jeg lavet en æggekage med stegt palmekål, toppet med flager af umamirig parmesan. Så kan dagen bare komme an!! Du kan i øvrigt også lave æggekagen som frokostret.

Omelet parmigiano reggiano
Æggekage med palmekål og parmesan
INGREDIENSER (1 person):

1 håndfuld palmekål
olivenolie til at stege i
salt og peber
1 tsk Cabbage Karma fra Mill & Mortar*
2 æg
Lidt parmigiano reggiano (eller anden fast ost)

*Jeg har ingen andel i Mill og Mortars krydderiblanding – andet end, at den smager sindsygt godt til diverse retter med kål, som får en let og frisk krydret smag 🙂

SÅDAN GØR DU

Varm lidt olie på en pande og steg kålen ved høj varme. Drys krydderiblanding på og smag til med salt og peber.

Pisk imens æggene i en lille skål.

Hæld æggemassen på panden over kålen og skru ned for varmen. Steg nogle minutter og vend æggekagen. Steg færdig på den anden side.

Læg æggekagen på en tallerken og drys med flager af parmesan. Du kan bruge en kartoffelskræller til at lave flager med.

 

Omelet parmigiano reggiano

 

Guide til dit næste ostebord?

Få en køreplan til dit næste ostebord! (og modtag en ostemail i ny og næ direkte i din indbakke).

Navn:
E-mail:

Skriv en kommentar