Selv om jeg ofte kalder denne ost for feta, så er det naturligvis ikke ægte feta. For feta bærer oprindelsesbetegnelsen DOP og skal være produceret i Grækenland, ligesom der minimum skal være 70% fåremælk og maksimum 30% gedemælk i. Og min ost er fremstillet i mit egen køkken og af komælk, og bør derfor kaldes salatost i stedet.

Feta med peberFeta i olie

Hvis man gerne vil forsøge sig med hjemmelavet ost, er salatost et taknemmeligt sted at starte, da resultatet bliver ret godt. Du skal dog anskaffe dig nogle ting på forhånd – og det kan du gøre fx hos Hjemmeriet eller Dansk Hjemmeproduktion.

 

Salatost (feta-type)

Ingredienser (300 g ost):
2 l uhomogeniseret sødmælk
1 knsp frysetørret syrevækker
¼ knsp lipaseenzym (giver smag)
½ ml osteløbe

1 l vand
140 g salt

Herudover skal du bruge:
To forme og gerne to ostebakker med net.  Her er mine (som af en eller anden grund er af forskellig størrelse):

Osteforme

Dag 1:
Opvarm mælken under omrøring til 32 grader. Tag gryden af varmen. Opløs syrevækker i lidt vand, og kom det i gryden. Rør lipaseenzym  grundigt i. Hold gryden varm under låg med et håndklæde omkring den. Vent ½ time.

Tilsæt osteløbe under omrøring. Vent endnu ½ time. Nu er mælken koaguleret (stivnet) som en blød gelé (og er den ikke, så vent lidt længere). Skær ostemassen med en lang kniv i tern á 3 cm. Lav også et par snit på skrå ned i gryden.

Hold gryden varm ved at svøbe den i et viskestykke, og vent 10 minutter. Rør forsigtigt. Rør hvert 15. minut den næste time, og hold gryden varm i mellemtiden.

Ostekorn i valleOstekornene er klar til at blive hældt fra – vallen ligger øverst

Placér et net i bunden af ostebakken og stil to forme ovenpå. Hæld ostekornene op i formene.

Ostekorn i forme Ostekorn til feta

Hæld vallen fra. Læg net og endnu en ostebakke over. Lad det stå ved stuetemperatur gennem de næste 24 timer. Hæld jævnligt vallen fra og vend de to ostebakker. I starten oftere end til sidst.

Ostekorn i formeFetaEfter et døgn er osten klar til saltning

Dag 2: Forbered i mellemtiden saltlagen: Kog vand op, tilsæt salt, og rør rundt, til saltet er opløst. Afkøl.

Læg ostene i den afkølede saltlage (læg en tallerken eller kop på for at holde ostene nede i saltlagen) i ca. 3 timer.

Feta i saltlage

Opbevar fetaosten på køl, eller skær osten i mindre stykker, og læg dem i glas med olivenolie (eller rapsolie/solsikkeolie) samt krydderier fx laurbærblade og /eller rosenpeberkorn.

Feta i olie

Læs også: Kom i gang med at lave ost

 

Prøv at lave denne skønne salat med din hjemmelavede ost: Fyldig salat med kylling, aspargesbroccoli og salatost.