Først på sommeren var vi til en hyggelig klasseafslutning, og her blev der (som så mange andre gange i løbet af sommeren) grillet. En af mødrene lavede det lækreste lille ostebrød, som jeg gennem sommeren har afprøvet med forskellige oste i.

Grill et ostebrød

Og det er faktisk ret nemt. Enten tager man et pitabrød eller også bager man selv. Det kan være en koldhævningsdej, som er “fattig” på mel og derfor flyder ud og ikke hæver så meget.  Eller det kan være dejen nedenfor.

Uanset brødtype, så flækker man det og lægger skiver af mozzarella (eller manchego eller en anden god ost) ind i. Hæld lidt olivenolie på brødet og drys med saltflager.

Grill brødet ved lav varme i nogle minutter. Skær det i strimler med et pizzahjul og spis som snack eller tilbehør til maden.

Grill et ostebrød

 

DEJ TIL GRILLEDE OSTEBRØD (4 stk.):

2 dl yoghurt naturel (eller andet syrnet mejeriprodukt)
25 g gær
2 tsk salt
1 tsk sukker
1 æg
150 g fuldkornshvedemel
200 g Ølandshvedemel

Opløs gær i yoghurt. Tilsæt salt, sukker og æg. Kom melet i lidt ad gangen og rør godt. Sæt dejen til hævning i en time et lunt sted eller 8-12 timer et koldt sted.

Del dejen i 4 stykker og rul dem ud til flade, aflange brød med en kagerulle. Bag ved 250 grader, gerne på en glohed pizzasten i ca. 8 minutter.

Mon ikke man også kunne bage brødet på grillen? Jeg har ingen erfaringer med at bage på en grill – er der nogen, der har prøvet det? Smid gerne en kommentar, jeg er nemlig lidt nysgerrig…

Guide til dit næste ostebord?

Få en køreplan til dit næste ostebord! (og modtag en ostemail i ny og næ direkte i din indbakke).

Skriv en kommentar