Sammen med madhistoriker Line Schleisner fra Smag på Historien har jeg dykket ned i historien bag ost. I den forbindelse har Line udviklet denne opskrift på en friskost, som man lavede den i middelalderen. Det er også hende, der står bag kameraet.

Den er nem at lave, og så er det jo lidt sjovt at gå i sine forfædres fodspor.

Nyd den som dessert med honning, nødder og friske bær.

Friskost med et eksotisk strejf

Line fortæller, at denne ost blev fremstillet på samme måde som vikingernes rygeost. Men i middelalderen var adelen og de rige glade for en intens krydring af maden med eksotiske krydderier, herunder rosenvand. Det var en dyr delikatesse der blev importeret fra Arabien, og som gav middelalderens retter, herunder friskost, en elegant parfumeret smag af roser.

Du kan også lave friskosten uden rosenvand og evt. smagssætte den en anden måde.

Skal det være lige så fint som i middelalderen, så sæt en tysk riesling på bordet. Det var nemlig en populær importeret vin, der blev drukket, når det skulle være ekstra festligt.

Friskost fra middelalderen
INGREDIENSER (4-6 personer):

1 l økologisk tykmælk
1-2 dl økologisk fløde
2 spsk rosenvand (kan købes i helsebutikker og specialhandlen)
2 spsk sukker
blåbær eller andre bær, evt. marineret i rørsukker eller honning
nødder

SÅDAN GØR DU:

Kom tykmælken i et stykke rent ostelærred, der er placeret i en sigte over en skål. Lad den dræne i mindst 4 timer, gerne et døgn i køleskabet. Gem evt. den afdryppede valle til brødbagning.

Rør den drænede tykmælk med fløde, rosenvand og sukker, og kom en i en passende form. Sæt den i køleskabet et par timer.

Servér osten afkølet med bær, honning og nødder.

Lidt om ostens vej gennem historien

Madhistoriker Line fortæller endvidere, at denne friskost er lige så gammel som korndyrkning og husdyrhold i Danmark. Fra bondestenalderen har man fundet lerpotter med huller i. De har været brugt til fremstilling af denne type friskost: Syrnet mælk er levet hældt i lerpotten, og vallen er blevet siet fra gennem hullerne.

Det tilbageværende ostestof kunne krydres, formes og spises som friskost, og den afdryppede valle blev drukket eller brugt til brødbagning.

Guide til dit næste ostebord?

Få en køreplan til dit næste ostebord! (og modtag en ostemail i ny og næ direkte i din indbakke).

2 Comments

  1. […] på ostebordet: Friskost med rosenvand (få opskrift herunder) Frisk bær og nødder Riesling i […]

  2. […] den har Line udviklet denne opskrift på et middelalderinspireret brød bagt med valle (en rest fra denne friskost). Det er også hende, der står bag de flotte […]

Skriv en kommentar