EN NEM FRISKOST AF KÆRNEMÆLK
For noget tid siden fik jeg en kommentar på indlægget om min allerførste hjemmelavede ost. Den var skrevet af Annemarie, der delte opskriften på den lækre smørbare friskost, som hun hver uge lige laver. Og når jeg skriver “lige laver”, så er det faktisk en utrolig nem ost, som ikke kræver andet end et almindeligt køkken, lidt kærnemælk, fløde og hvidløg – samt nogle timers tid og måske en lille portion tålmodighed. Men ikke noget med osteløbe, særlige redskaber eller andre ostefinurligheder.
Jeg har gjort hende kunsten efter – og fik også en fin ost ud af det. En ost, som man kan variere efter fantasi og lyst udi alle smagsretninger ved at tilsætte krydderurter eller andet sjovt.
ANNEMARIES FRISKOST
Ingredienser:
½ liter økologisk kærnemælk
Lidt fløde
Presset hvidløg efter smag og behag
Hæld kærnemælk i en gryde, og varm den forsigtigt op, indtil den skiller i en ostedel og en valledel. Det sker ved ca. 70 grader og tager ca. en halv time. Rør ikke rundt i kærnemælken undervejs. Hæld den skilte kærnemælk i en sigte beklædt med et (oste)-klæde til afdrypning i et par timer. Rør derefter lidt fløde i for at gøre osten cremet. Smag til med presset hvidløg.
Annemarie fortæller, at osten kan opbevares en uge i køleskab. Og hun opfordrer til at lave vallebrød af vallen. På denne måde får man både ost og brød af ½ liter kærnemælk.
Udover hvidløg puttede jeg også lidt finthakket purløg i, som udover lidt farve også gav god smag. Skålen blev tømt!
Hvad ville du smage din variation af friskosten til med?
Ja dette er ikke en opskrift på fløde ost, i kollektivet i 70’erne blev det kaldt kærnemælksost. I Indien kalder de det paneer, opskrifterne er lidt forskellige, men resultatet blir det de kalder indian cottage cheese. En fast frisk ost som bruges i madlavningen vegetar retter som palak paneer. Man kan blande osten med chaat masala, det smager ret fantastisk, danskere skal måske lige vende sig til smagen og prøve nogle gange før den får klokkerne til at ringe, det er en fremmed smag, med specielt een ingrediens black salt, som man først elsker efter nogle gange, men så kan man heller ikke undvære den…
Hej Max,
Det er faktisk 10 år siden, at jeg delte denne opskrift. Og ja, du har ret i, at den nok ikke lever op til definitionen af en flødeost, som skal være 60+, så vidt jeg ved. Jeg retter navnet til.
Spændende med at smagssætte med krydderier – jeg ville dog tro, at paneer er mere fast i det end denne opskrift, som er smørbar. Men man kan naturligvis presse væden mere ud.
Mange ostehilsner
Camilla
Hej Max,
Det er faktisk 10 år siden, at jeg delte denne opskrift. Og ja, den lever nok ikke op til definitionen af en flødeost, som skal være 60+, så vidt jeg ved.
Spændende med at smagssætte med krydderier – jeg ville dog tro, at paneer er mere fast i det end denne opskrift, som er smørbar. Men man kan naturligvis presse væden mere ud.
Mange ostehilsner
Camilla
Først ville jeg prøve din opskrift. Næste gang ville jeg undlade fløden og i stedet bruge min hjemmelavede ramsløgsolie.
God idé, der et helt klart mulighed for at prøve sig frem og eksperimentere. God fornøjelse!
Mange glade ostehilsner
Camilla
Hejsa hvad sker der med osten (ricottaen) hvis man bruger vallen fra første portion ??
Har du brugt nogle krydderier/krydderurter i ricottaen ??
Mvg karina
Hej Karina,
Jeg har altid tilsat lidt mælk, når jeg har genbrugt ricottaen. På den måde har jeg fået mere ost ud af ricottaen.
Jeg har forsøgt med friske krydderurter som fx purløg, og jeg har også rørt lidt trøffelolie i den færdige ricotta (det var også ganske godt 🙂 )
Mange glade ostehilsner
Camilla
[…] Næste ret på bordet er en hjemmelavet flødeost smagt til med friskhakket purløg og basiliku. Opskriften ligger allerede på bloggen lige her. […]
Hej.
Kan man bruge denne ost i stedet for en philladelphia-ost til frostings og sådanne ting?
Mvh. Louise
Hej Louise,
Det er jeg ikke helt sikker på, da denne ost har en noget blødere konsistens i forhold til en flødeost som Philadelphia.
Mange hilsner Camilla
Har lige forsøgt mig for første gang. Efter afdrypning i en lille time var osten næste ala en feta i konsistens og meget grumset. Kan ikke rigtigt få den cremet, men den smager fantastisk med lidt hvidløg, salt og peber.
Dog meget tør og grynet fornemmelse, også efter at jeg har rørt fløde i, bliver mere tør efter lidt tid på køl.
Har set at nogle blender lignende oste så de bliver mere cremede, det tror jeg jeg vil forsøge næste gang.
Hej Mona,
Tak for din besked. Det må skyldes den kærnemælk, du har brugt eller at processen bare gør osten lidt tør. At blende den kan da være en mulighed. Min favoritflødeost er denne opskrift, der dog kræver et par specialingredienser: https://ostesnak.dk/hjemmelavet-floedeost/
God fornøjelse!
Camilla
Jeg har forsøgt over 2 omgange.
1. Gang fik den lov til at stå og dryppe fra i en 1 time. Den blev helt hård og meget svær og røre ud med fløden. Den endte meget grynet.
2. Omgang dryppede den kun af 10 min. Denne gang var den nem og røre ude men efter et par timer i køleskabet blev den tør og igen grynet.
Begge 2 smagte dog fint. Men hvorfor bliver den grynet og smøre ud ? Får den forlænge i gryden ??
Hej Dennis,
Da jeg lavede denne flødeost, husker jeg også, at den havde lidt tendens mod det grynede, men ikke så meget, at det ødelagde oplevelsen. Proteinsamlinger kan give klumper, men om det er det, der sker her, ved jeg faktisk ikke. Jeg husker ikke, at den var svær at røre ud, men måske blev den spist ret hurtigt? 🙂
Hvis du har mod på en anden opskrift, som dog kræver et par specialingredienser, så kan jeg derimod anbefale dig denne opskrift: https://ostesnak.dk/hjemmelavet-floedeost/
Held og lykke!
Hej. Jeg har lige lavet en flødeost af økologisk yerseymælk og økologisk fløde. Opskriften kan findes på Hjemmeriets hjemmeside. Den blev bare god.
Nu har jeg lavet et par forskellige oste:
1. Med ristede bacontern
2. Med hvidløg og purløg
3. Med sød chilli sauce.
Smagt til med salt og peber.
Jeg delte opskriften i to, så kan ostemassen lige være i en si med diameter 17 cm.
Hej Johan,
Det lyder skønt. Sjovt at du med den samme ostemasse kan lave vidt forskellige oste 🙂
Hilsener fra Camilla
Hvor meget ost bliver der
Jeg lavede osten i en sigte, der er ca 15 cm i diameter. Mon ikke der var 300-350 g ost?
Orv dét må jeg prøve!
Den ser ikke ud til at blive vildt fast i det? Tror du man kan bruge den i en cheesecake? Altså uden smag. Det irriterer mig nemlig at jeg ikke kan finde en økologisk flødeost.
Hej Nada,
Den er ret blød i konsistensen, men på den anden side hjælper husblassen jo med at skabe fastheden. Smagsmæssigt vil den være fin!
God fornøjelse – hvis du kaster dig ud i det.
Mange ostehilsner Camilla
Uhm det lyder lækkert – og nemt 🙂
Når du skriver osteklæde, er det så fx en stofble eller er det tyndere?
Ostehilsner
fru Winther
Kære fru Winther,
Jeg har et osteklæde, som er lidt tyndere end en stofble. Den folder jeg sammen og lægger i sigten. Men du kan sagtens bruge en stofble (og det skal ikke foldes).
God fornøjelse!
Mange ostehilser Camilla
Det lyder virkelig spændende – det må jeg prøve ved lejlighed 🙂
Ja, det kræver jo ikke det store – og du kan “designe” osten lige efter humør og smag på dagen! 🙂