Vi har ved flere lejligheder læst i medierne (fx her), at ostemadden er på tilbagegang hos danskerne til fordel for specialoste, som i højere grad ender som ingrediens i vores aftensmad. Men ostemadden er stadig en del af vores ostekultur: 65% af danskerne spiser ost på brød til morgenmad mindst en gang om ugen, viser en ny undersøgelse.

Ostemadder

Ordet ostemad fremkalder måske også mindre flatterende billeder af en liftligt duftende lun ostemad med trætte skiver peberfrugt på. Men hey! Sådan behøver det jo ikke at være!

Her er syv på stribe. Farvestrålende og smagfulde ostemadder. Med hver sin ost. Og hver sin smag. Nogle af ostemadderne vil have det fint på morgenbordet, andre er mere til frokost  – og alle sammen kan de være med, når der er smørrebrød til aftensmad.

Ostemadder

Lad os kigge på dem en efter en:

Humleost med salami

På rugbrødet ligger skiver af en italiensk salami og Thems Humleost, som er en fast ost med tørrede humleblomster på skorpen. Toppet med pesto, der er lavet af basilikum, ramsløg, pinjekerner, revet parmesan og olivenolie.

Mad med gedeost

En gedeost er smurt på rugbrødet. Ovenpå ligger lidt tomatmarmelade, som er syrligt og sødt på samme tid. Timian er drysset på toppen.

Rygeost med banan

Jeg har rørt en creme af rygeost (100 g rygeost og 2-3 spsk creme fraiche), og den er smurt på et stykke rugbrød. Ovenpå er skiver af banan drysset med kanel. Krydret, syrligt og sødt på samme tid. Sprødt og blødt.

Brie med jordbær

Cremet fransk brie på en skive rugbrød. Ovenpå ligger halve jordbær og blade af brøndkarse. Det fede fra brien får modspil af det syrlige fra jordbærret. Godt match!

Æggesalat med ricotta

En klassisk æggesalat rørt med ricotta, pyntet med karse og et drys af spansk røget paprika. Til æggesalaten har jeg brugt: 2 hårdkogte grofthakkede æg, 1 spsk mayonnaise, 160 g ricotta, 2 tsk karry, det meste af en bakke karse, salt og peber.

Danbo og avocado

Denne klassiske ostemad har fået dejligt selskab af skiver af en moden avocado og rucola på toppen. Det passer ualmindeligt godt sammen.

Blåskimmelost med vandmelon

Dette rugbrød er toppet med parmaskinke, blåskimmelost og en stav frisk vandmelon. Knasende, sød og frisk kontrast til skinkens og ostens salte umamismag.

Vil du ha’ en ostemad?

Ostemadder

Dette indlæg er samtidig mit bidrag til Ost & Kos opskriftskonkurrence for madbloggere under temaet ‘Ost – i nye klæder’.

Guide til dit næste ostebord?

Få en køreplan til dit næste ostebord! (og modtag en ostemail i ny og næ direkte i din indbakke).

One Comment

  1. […] hvor jeg lige har blogget om nye måder at lave ostemadder på, fik jeg også lyst til at dele en af opskrifterne fra min bog […]

Skriv en kommentar