Ligesom Danmark har Sverige en rig og gammel tradition, når det gælder skæreost. Måske kender du ostetyperne grevé, präst og herrgård? Og ligesom i Danmark dykkede antallet af mejerier betragteligt. Fra 1.800 mejerier i starten af 1900-tallet til kun 15 i 2004. Og præcis som vi har oplevet i Danmark, har Sverige haft en osterevolution kørende de seneste årtier.

Men antallet af gårdmejerier i Sverige er langt højere end vi har her i Danmark. Omkring 80 svenske gårdmejerier fandtes i 2012, da Peter Mårtensson fra Möllans Ost skrev bogen ‘Ingen måltid utan ost’. Og ostene fra de små mejerier er ikke kun skæreost, men også mange andre ostetyper, som billedet herunder fint illustrerer.

Ost i Sydsverige

Osteoplevelser i Sydsverige

I sommerferien drog jeg på ostetur i Skåne og med et smut over grænsen til Halland for at udforske nogle af de mange gårdmejerier og ostebutikker. Følg guiden herunder og tag på din egen tur rundt i Sydsverige.

Lad os starte med de små mejerier…

Vilhelmsdal Gårdsmejeri

Ikke langt fra Simrishamn på den østlige kyst finder du Vilhelmsdal Gårdsmejeri for enden af en lang grusvej. Her holder familien Anderberg og deres ca. 25 geder til. Lars har lavet ost på gårdmejeriet siden 2006. Ostesortimentet er meget varieret og består af forskellige gedeoste (fx friskoste og hvidskimmel-, rødkit- og blåskimmeloste) samt en række oste lavet af komælk fra en nærliggende gård.  Nogle oste er af blandet gede- og komælk. En grillost og andre mejeriprodukter laver de også. Alt mælk pasteuriseres.

Vilhelmsdal

Ved siden af den fine gårdbutik, der også sælger lækre delikatesser, ligger et galleri, hvor Christine udstiller sine oliemalerier i naivistisk stil og med glade farver. Hendes pensel ses i øvrigt også i de fine skilte omkring butikken.

Find vej

Vilhelmsdals Gård AB
Vranarp Vilhelmsdal
272 93 Tommarp
Tjek åbningstider mv. på hjemmeside, Facebook og Instagram.

Soldattorpets Mejeri

Ca. 20 km øst for Malmø ligger Soldattorpets Mejeri. Her bor Maria og Carlos. Siden 2010 har Maria lavet prisvindende oste i sit meget lille mejeri. Alle oste laves på komælk fra en lokal gård i nærheden. I sortimentet er både oste af pasteuriseret og upasteuriseret mælk, ligesom du finder forskellige ostetyper (hvidskimmel, blåskimmel, faste oste og en grillost). I gårdbutikken kan du købe ostene og andre lækre delikatesser. På adressen ligger også et orangeri, hvor der bl.a. serveres ostkaka i weekenden.

Soldattorpets oste

Find vej

Soldattorpets Mejeri
Hyby Grindväg 310-40
233 75 Klågerup

Tjek åbningstider mv. på hjemmesideFacebook og Instagram.

Læs også dette blogindlæg om Soldattorpets Mejeri.

 

Skottorps Mejeri

Når man krydser fra Skåne ind i Halland mod nord, finder man for enden af en lang allé Skottorps Mejeri. Kig efter den flotteste stenlade. Her ligger også Skottorp Slot, hvor fx Karl XI giftede sig med Ulrika Leonora i 1680.

Fra gårdbutikken er der kig ind i mejeriet. Sortimentet tæller primært gule skæreoste (ambrosia, cheddar, alpeost, port salut mv.). Men også en grillost lavet af deres mejerist som han lærte det af sin mor tilbage i barndommen i Jordan. Mælken kommer fra gårdens egne køer.

Skottorps Mejeri

Find vej

Skottorps Mejeri
Skottorps Slott
312 96 Laholm

Tjek åbningstider mv. på hjemmeside, Facebook og Instagram.

 

 

Der venter flere osteoplevelser i Sydsverige i de mange fine ostebutikker. Lad os tage et kig på nogle af dem…

Möllans Ost, Malmø

Du kan ikke tage rundt i Sydsverige uden at besøge Möllans Ost! Så er det sagt! Her er et slaraffenland for enhver osteelsker. Du finder her flere hundrede forskellige oste fra hele Europa og fra Sveriges små gårdmejerier. I et skab dedikeret til gedeost ligger de fineste små syrlige gedeoste. Men jeg garanterer dig for, at du ikke kun går derfra med oste, men også med charcuteri og andre delikatesser.

Butikken åbnede i 1988, da Peter Mårtensson efter nogle år i Spanien længtes efter de gode oste, han kendte fra Sydeuropa. Og som på det tidspunkt ikke kunne fås i Norden. Og dét fik han da lavet om på!

Mollans Ost

Find vej

Möllans Ost
Bergsgatan 32
214 22 Malmö

Der er også en butik i Malmøs Saluhallerne (pendant til Torvehallerne), den besøgte jeg dog ikke.

Find mere info på hjemmeside, Facebook og Instagram.

Ostabengtson, Lund

En anden fin ostebutik er Ostabengtson i Lund. Den har eksisteret siden 1951 og drives i dag af tredje generation. De lagrer selv ost og har eget stenovnsbageri. Der findes vist flere butikker i Sverige under franchise med samme navn, men det hele startede altså med butikken i Lund.

Udover oste har butikken et flot udvalg af lækre delikatesser.

 

Ostabengtson i Lund

Find vej

Ostabengtson
Stora Gråbrödersgatan 4
222 22 Lund

Find mere info på hjemmeside, Facebook og Instagram.

Osthuset i Saluhallen, Lund

I Saluhallen i Lund finder du Osthuset, som byder på oste fra Europa til svenske lagrede oste samt oste fra svenske gårdmejerier som fx Soldattorpets Mejeri. Samt et bredt sortiment af brød.

Osthuset i Lund

Find vej

Osthuset
Saluhallen i Lund (Mårtenstorget 1, Lund)

Find mere info på hjemmeside, Facebook og Instagram.

Til næste gang

Denne guide er langt fra udtømmende, og der står allerede flere steder på min liste til næste gang, jeg er på jagt efter osteoplevelser i Sydsverige (jeg synes, det er vigtigt, at man altid har noget at glæde sig til…):

Glada Geten Gårdsmejeri i Tyringe
Boels Blå, blåskimmelost fra Holmana Gård i Hishult
Ådala Gard Hantverksmejeri (de har dog ikke salg fra gården)

Har du kendskab til spændende ostesteder? Har du selv været der? Skriv endelig, så denne guide kan blive udbygget!

Tag på online osteskole!

Kend din ost og få større osteglæde!

Published On: 11. august 2021Categories: Gårdmejeri, Osterejse

One Comment

  1. […] bliver samtidig sidste del i min ‘trilogi’ fra osteturen i det sydsvenske. Her gik en ost nemlig igen i de tre gårdmejeriers sortiment – og det var (for en dansker) […]

Skriv en kommentar