Om Ostesnak

Ost fylder meget i mit liv. Udover at arbejde med kommunikation i et ostefirma, blogger jeg om ost i fritiden, og i marts 2015 udgav Samvirke min bog ’OST på bordet’. Det lyder måske ensformigt, men sådan oplever jeg det ikke. Tværtimod bliver jeg til stadighed fascineret af osteverdenens rige mangfoldighed – til trods for, at det stort set hver gang begynder med de samme få ingredienser (mælk, mælkesyrekultur, osteløbe og salt).

Det finder du på bloggen
Bloggen Ostesnak er min osteklokke, hvor jeg fortæller de skægge og nørdede historier om oste, jeg støder på, men også samler mine bedste opskrifter med ost. Altså både viden og inspiration. Jeg skriver til alle jer, der er glade for ost. Både ostenovicerne og de garvede ostespisere.

Men jeg har ikke altid været vild med ost. Faktisk kunne jeg ikke fordrage ost som barn. Først som 18-årig indså jeg, at pizza med smeltet ost (og næsten uden smag) gik an. Og herfra gik det fremad. Gennem studieårene har jeg boet i Skotland, Spanien og Venezuela, og her lærte jeg at sætte pris på cheddar i varm mad, en god, lagret manchego samt den lokale friskost i Venezuela.

Camilla Bojsen-MøllerHer var jeg med til at lave ost en dag på Sønderhaven Gårdmejeri.

En verden med ost
Mit store gennembrud kom imidlertid, da jeg fik muligheden for at arbejde med ost. Først hos Tholstrup Cheese (nu del af Arla) og siden hos franske Lactalis (tidligere Delimo). Her åbnede en helt ny verden sig for mig. En verden af smagsindtryk, men også en verden af fantastiske historier og stolte traditioner, der er gået i arv fra generation til generation. Bloggen er dog mit helt eget private projekt, og ikke Lactalis’.

Vi smager forskelligt
Smag er individuel, og for mig er alle synspunkter lige rigtige. Her på bloggen er det helt i orden at være uenig med mig og med andre – så længe tonen er sober og konstruktiv.

Alle bloggere elsker at få kommentarer og spørgsmål. Skriv også, hvis du har lyst til at læse historien om en bestemt ost, ostetradition eller andet, der har med ost at gøre. Så vil jeg nemlig gå på ostejagt.

God fornøjelse på ostesnak.dk!

 

Camilla - OstesnakFoto: Stine Christiansen, Skovdal Nordic

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *