Smag på dansk ostehistorie på Havarthigården
Tag med på en smagsrejse op gennem den danske ostehistorie: Fra vikingetidens bløde friskoste til renæssancens importerede ostedelikatesser, andelsmejeriernes banebrydende osteeksperimenter og nutidens helt nye ostetyper.
Vi præsenterer et historisk ostebord, hvor betydningsfulde oste serveres med deres historie – og lidt historisk at drikke. Danmark har nemlig en lang tradition for fremstilling og spisning af ost, og mange danske oste kan fortælle om samfundets opbygning, tidens teknologi og inspiration fra udlandet.
Smagningen afholdes på den historiske lokation Havarthigården, hvor ostepioneren og mejeristen Hanne Nielsen udviklede mange af de danske ostetyper vi spiser i dag.
Eventet indeholder:
• Introduktion til dansk ostehistorie
• Smagning af 10 lækre oste
• Smagning af mjød og lutendrank (krydret renæssancevin)
• Tilbehør (som fx brød, knækbrød, frugt og sylt)
Ostesmagningen laves i et særligt samarbejde mellem madhistoriker Line Everingham Schleisner (Smag på Historien), ostekommunikatør Camilla Bojsen-Møller, Ostesnak og Havarthigården.
Der vil være mulighed for køb af drikkevarer under arrangementet.


