Minestrone suppe med pasta og parmesan

Hey – lidt parmesan har man vel altid…??

Madplaner er en god ting, men det er bare ikke altid, at det lykkes at få dem lavet og købt ind efter. Og så er det, at jeg finder mig selv sidst på eftermiddagen foran køleskabet og spørger “hvad skal vi spise i dag?” og håber at finde inspiration i de råvarer, der ligger på hylderne. Nogle gange er køleskabets udbud stort og varieret, andre gange knap så sjovt. Men et stykke parmesan er der altid, ligesom der også ligger gulerødder i grøntsagsskuffen. En dåse hakkede tomater og en pose pasta kan også altid fremtrylles. Og så er jeg jo (som i historien om at koge suppe på et søm) godt på vej til en god minestronesuppe…, som du får opskriften på nedenfor.

Minestrone suppe med pasta og parmesan
Foto:Betina Hastoft.

 

Opskriften på minestronen er fra Julie Heys nye kogebog “Hey – hvad skal vi spise?”. Bogen er en genvej til nem og velsmagende hverdagsmad med råvarer, som vi enten har i forvejen, eller som vi kan købe i ethvert supermarked.

Efter en rundspørge hos familie og venner stod hun med en liste på 19 basisråvarer, som altid ligger i køleskabet eller køkkenskabene. På listen var for eksempel gulerødder, løg, frosne rejer og pasta. Kogebogens opskrifter er opdelt efter disse 19 råvarer. Og alle ingredienserne til opskrifterne er opdelt under INDKØB og BASIS – lige til at gå til.

Under råvaren pasta i kogebogen finder vi denne skønne vegetariske minestronesuppe:

 

Vegetarisk minestrone

INDKØB
300 g kartofler
2 gulerødder
1 løg
1-2 porrer
½ squash
100 g pasta
2 tomater
40 g parmesan

BASIS
2 fed hvidløg
2 spsk olivenolie
1½ l grøntsagsbouillon
salt og peber

Skræl kartofler og gulerødder. Pil løget, rens porrerne og skyl squashen. Skær alle grøntsagerne i tern og hak hvidløgsfeddene fint. Varm olien i en gryde og rist hvidløg og grøntsagstern i et par minutter.

Dæk grøntsagerne med bouillon og kog dem i ca. 8 minutter. Tilsæt pastaen og lad den koge i suppen efter anvisning på pakken. Smag suppen til med salt og peber. Skær tomaterne i kvarter, fjern kernerne og skær tomatkødet i tern.

Kom dem i suppen og server den med parmesanflager.

Ostetip:

Brug evt. en kartoffelskræller til at lave flotte parmesanflager.

Om Julie Hey:

Julie Hey, forfatter til kogebogen Hey - hvad skal vi spise?

Julie er madskribent og har sit eget firma Mad & Mere. Hun skriver også om mad, primært for ugebladet SØNDAG. Derudover er hun formand for Danske Madpublicister og ambassadør for Madskoler i Danmark.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Obligatoriske felter er markeret med *

*