Måske ligger der allerede nogle særligt udvalgte oste i dit køleskab og venter. Venter på en kommende påskefrokost. Eller måske mangler du stadig at planlægge det store ostebord. Uanset hvad, så får du her mine fem gode osteråd:

Delice de Bourgogne på ostebordet

1. Forskellighed:

Vælg oste, der byder på forskellighed i farve (hvidskimmel, gul ost, rødkitost og blåskimmel), i konsistens (fra de faste og hårde oste til de bløde og cremede) og i mælk (udover komælksoste skal du også vælge en fåre- og/eller gedeost).

OstetyperForskellig typer mælk

2. Hvor meget spiser folk?

Regn med100 g ost, hvis osten er en mellemret eller dessert. Spiller osten derimod hovedrollen på bordet, skal du beregne mellem 200 og 250 g per person. Husk at en rest ost ikke er det værste, du kan stå med bagefter. Du bruger den bare i madlavningen.

3. Ud i god tid:

En kold ost smager ikke af meget, derfor skal ostene tages ud i god tid. Det gælder dog især de bløde oste, der skal ud mindst en time før servering. De faste oste og flødeoste må du dog gerne vente med at tage ud til umiddelbart før de skal på bordet.

Langres på ostebordet

4. Tilbehør:

Her kan du gøre lige hvad du har lyst – og tid – til. Skal det gå lidt hurtigt, så er en håndfuld tørrede abrikoser eller en pære skåret i skiver helt fint. Har du mere tid – og lyst – kan du lave en chutney til ostene. Sødt er godt til salt – og f.eks. er honning en sublim partner til blåskimmelost. Skinke og pølse kan også komme på ostebordet – ligesom små tapasretter.

Le Bleu på ostebordet

5. Anretning:

En stor del af fornøjelsen ved et ostebord er selve anretningen. Find et flot træbræt, et gammelt fad eller et bræt af skifer. Skær nogle af ostene ud, så de er lige til at tage. Lad gæsterne selv skære andre af ostene ud. Læg tilbehør ind i mellem ostene. Husk en kniv per ost (det er ikke så skønt, at brien pludselig smager af blåskimmel eller gedeost).

Skær ostene forskelligt ud

 

Et godt ostebord er naturligvis lige som DU kan lide det. Men med disse fem retningslinjer, så lover jeg, at du får et varieret ostebord.

Rigtig god fornøjelse!

Tag på online osteskole!

Kend din ost og få større osteglæde!

Published On: 16. april 2014Categories: OstebordTags: , ,

Skriv en kommentar