Ost i selskab med blommechutney

Efterårsblæsten har nu fået de sidste blommer til at slippe grenene, men i sidste weekend var der stadig lidt tilbage. Nogle af dem blev til en blommechutney, som er et fint tilbehør til ost.

Chutneyen har en lidt krydret og sødlig smag, så jeg synes, at den kræver lidt modspil. En lagret ost, der smager af noget – for eksempel en grottelagret Gruyère fra Schweiz.

Blommechutney (giver tre små glas)

Ingredienser:

500 g modne blommer
1 æble
1 rødløg
130 g tørrede abrikoser, grofthakket
1 dl sukker
1 dl æblecider-eddike
½ tsk allehånde
lidt salt og peber
1 tsk frisk ingefær, finthakket
1 tsk flydende Atamon

 

Halver blommerne, fjern stenene og træk evt. skindet af. Skræl æblerne, fjern kernehuset og skær i både. Skold og pil løgene og skær i store stykker. Kør æbler og løg i en foodprocessor til en grov mos. Kom blommer, æble-løgmos, abrikoser, sukker og eddike i en gryde sammen med krydderierne og bring det langsomt i kog. Kog uden låg i ca. 1 time til konsistensen er jævn. Tilsæt Atamon. Fyld chutneyen i Atamon-skyllede glas og luk med det samme.

Nyd på en kiks med en skive grottelagret gruyère… Velbekomme!

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *