Bruschetta med ricotta – a la Moderne Mamma

Bruschetta med ricotta

Forleden tilbragte jeg en hyggelig aften i selskab med blandt andre to af de charmerende ”Moderne Mammaer”. Farvestrålende og skønne italienske kvinder, hvis øjne stråler af begejstring, når de taler om gode råvarer og retter. Vi lavede en hel buffet af italienske retter, og igen slog det mig, hvor charmerende det italienske køkken er med sin enkelthed og smagfuldhed. Et eksempel er disse bruschettaer toppet med en ricottacreme, som ingen tid tager at lave – og alligevel smager himmelsk.

Ricotta – et must i det italienske køkken
Ricotta er en friskost, som kan bruges til utroligt meget – både i det salte og søde køkken. Navnet betyder ”kogt to gange/kogt igen” – og det er netop, hvad man har gjort. Man tager nemlig vallen (som er det, der bliver tilovers fra mælken, når man laver ost), koger den op og syrner med citronsyre. Ud af det kommer ricotta.

GYLDNE BRUSCHETTAER A LA MODERNE MAMMA

(4 personer til forret eller flere hvis de serveres som antipasti)

4 æg
Et nip salt
160 g ricotta
60 g parmesan
En knivspids muskatnød
8 skiver italiensk groft brød
60 g smør
50 g rucolasalat eller bredbladet persille
Salt

Pisk æggene og tilsæt en knivspids salt. Riv parmesan og muskatnød fint og bland med ricotta i en skål. Skær brødet i 1-1½ cm. tykke skiver. Smelt smørret på en pande, vend brødet i æggemassen og steg det gyldent på begge sider. Tag brødet af og lad det hvile i to minutter. Fordel ricottablandingen på brødene og pynt med hakket rucolasalat eller persille på toppen.

Tip: Skær brødet i mindre stykker, hvis retten serveres med andre antipasti.

Bruschetta med ricotta a la Moderne Mamma

Buon appetito!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *